Planet of the Apes / Abernes planet - tiny haibun

»Doctor, I would like to give you a farewell kiss.«

»Alright, but you're so damn ugly.«

Planet of the Apes

do the females

wear apocalypstick?

»Doktor, jeg vil gerne give Dem et farvelkys.«

»Alright, men De er så forbandet grim.«

Abernes Planet

bærer hunnerne

apokalæbestift?

:::

»There's gotta be an answer somewhere.«

»Don't look for it.«

New Year

the rain stays

the same

»Der må findes et svar et sted.«

»Led ikke efter det.«

Nytår

regnen forbli'r

den samme

:::

»Oh God, I'm home. You ruined it, you bastards!« The girl answers in ape speak.

after midnight

the fog remains

silent

»Åh gud, jeg er hjemme. I har ødelagt det, I idioter!« Pigen svarer på abesprog.

efter midnat

tågen forbliver

tavs

all the way up to 11 / hele vejen op til 11

ALL THE WAY UP TO 11

»So, let me get this straight: the reason for your limping the first two or three steps after you get up from whatever position you were sitting in is that you expect your left ankle and knee to hurt but in reality they don't.«

»Something like that. And I am practising getting old, being old, I guess, subconsciously.«

»Which explains your various experiments with how you picture a pain ridden arthritic body would carry itself, or ...?«

»Well, it's better to be prepared, I'd say. Maybe I can learn something about where I should place my furniture before I get to that broken down state.«

»Who says you'll ever get old?«

»That's true. Maybe I already am, in my mind.«

»Nah, your mind is old because you're a boring git.” K. flips a cigar stump after a magpie hitting it in the head and it explodes. »You see? Magpies are made of gunpowder.« He reaches out and grabs one of the tail feather and attaches it to his yellow top hat. Now he looks like a hollywoodian metal rocker.

»Now you look like a hollywoodian metal rocker,« I say merely reporting what I see – or what I interpret my visual input to be in a 21^st century Western cultural concept.

»Go get a new ailment,« he replies and plugs in his suddenly manifested Gibson Flying V guitar and turns up the amp that came with it. All the way to 11. «Hey, can you show me that E chord again?«

                  winter sun

                  at least I can see the difference

                  where I washed the floor

******************

HELE VEJEN OP TIL 11

»Lad mig forstå dig rigtigt: grunden til, at du halter, når du tager de første to eller tre skridt efter, at du har rejst dig fra uanset hvilken stilling du har siddet i er, at du forventer, at din ankel og dit knæ vil gøre ondt, men i virkeligheden gør de det ikke.«

»Noget i den retning. Og jeg øver mig på at blive gammel, at være gammel, tror jeg, ubevidst.«

»Hvilket kan forklare dine forskellige eksperimenter med gangarter, hvordan du forestiller dig en smertende gigtplaget krop ville bevæge sig, eller ...?«

»Mh, det er bedre at være forberedt, sku' jeg mene. Måske kan jeg lære noget om, hvor jeg skal stille mine møbler, før jeg når det dér nedbrudte stadie.«

»Hvem siger, at du bli'r gammel?«

»Det' sandt. Måske er jeg allerede gammel, i mit sind.«

»Næh, dit sind er gammelt, fordi du er en kedelig skiderik.« K. skyder en cigarstump efter en skade, rammer den i hovedet og den eksploderer. »Der ser du, skader er lavet af krudt.« Han rækker ud, griber een af halefjerene og sætter den i sin høje gule hat. Nu ligner han en hollywoodsk metalrocker.

»Nu ligner du en hollywoodsk metalrocker,« siger jeg idet jeg blot redegør for hvad jeg ser – eller hvordan jeg fortolker mit synsindtryk i en kulturel kontekst fra det 21nde århundrede.

»Gå ud og få dig en ny lidelse,« svarer han og sætter sin pludseligt fremkomne Gibson Flying V guitar til den forstærker, den kom med og skruer op til 11. »Hej, kan Du ikke lige vise mig den E akkord igen?«

              vintersol

              i det mindste kan jeg se

              hvor jeg vaskede gulvet

ah, them eyes / åh, disse øjne - haibun

My eyes took off, absconded, ran away, abandoned ship, so to speak – in as far I can be taken as, perceived as such a means of transportation, which, with any amount of good will (or bad) or elastics in terms of definitions seems rather far fetched to me, but there you have it: you can't really argue with how reality in the shape of a phenomenon, an isolated object, is perceived by anyone not yourself like the eternal question: does she perceives the colour red in the same way as me? – and went on an inquisitive journey around the suddenly manifested renaissance palace of Florentine origin - or at least inspired by the architecture of said city and ditto period - taking in every little detail but dwelling – perhaps a little too long, but what can you do? – on the more sensual and frivolous details hidden in the tapestries and carvings, in the lush park and garden scenes of the enormous paintings and frescos.

          night train

          villages burst out of the night

          and back

But I, in as much as (the) I as a data gathering and processing entity reside in my brain (on a comfy chair in the pineal gland perhaps(?)) - didn't see anything. I had to stay put in the very place I was when my eyes left me, my boomerang eyes, my scouting hungry eyes, waiting for them to return to their sockets and unload their impressions into my dried up brain.

          climpety-clomp-pff

          the train's outta sync

          with Marais' viol

When and if my hands return I'll probably jot down the most juicy scenes. Then I'll have something to remember.

...:::...:::...

Mine øjne forlod mig, stak af, skred, løb væk, overgav skibet så at sige – for så vidt jeg kan opfattes som et sådant befordringsmiddel, hvilket, med nok så megen god (eller ond) vilje eller elastisk i definitionsetiketterne synes at være temmelig langt ude, men sådan er det: man kan egentlig ikke sætte spørgsmålstegn ved hvordan virkeligheden i skikkelse af et fænomen, et isoleret objekt, opfattes af en anden, der ikke er een selv, ligesom det evige spørgsmål: opfatter hun farven rød på samme måde som jeg? - og tog på opdagelsesrejse rundt i det pludseligt manifesterede renæssancepalads af florentinsk oprindelse - -eller i det mindste syntes det inspireret af førnævnte by og ditto periode - idet de begærligt indoptog enhver detalje og dvælede – måske en smule for længe, men hva' ka man stille op? - ved de mere sensuelle og vovede detaljer gemte i gobelinerne og udskæringerne, i de overdådige have- og parkscenerier på de vældige malerier og freskoer.

          nattog

          landsbyer springer ud af natten

          og tilbage

Men jeg, for så vidt at jeg(et) som et dataindsamlings og – behandlingsvæsen er til stede i hjernen (på en magelig stol i koglekirtlen måske(?) - så ingenting. Jeg måtte forblive stående på det sted, hvor jeg var, da mine øjne forlod mig, mine boomerangøjne, mine spejdende øjne, og vente på at de vendte tilbage til deres huler og videregav synsindtrykkene til min udtørrede hjerne.

          klimpeti-klomp-pff

          toget er ude af takt

          med Marais's gambe

Når og hvis mine hænder vender tilbage vil jeg sandsynligvis kradse de mest saftige scener ned. Så vil jeg have noget at huske.

FLUTTER OM TUTSI FLOO - haibun

FLUTTER OM TUTSI FLOO

“Swing that mallet! Hit your butterfly hard! Until you get the sound hammered out of that butterfly you cannot do anything! Use your strength! Remember the mantra: flutter om tutsi foo!” and the sweating and uneasy looking boys and girls swung their mallets with disbelief shouting “flutter om tutsi foo”.

The butterflies didn't turn into a slimy pulp but sorta bounced a bit with every beating and laughed.

“Remember: the sound inside the butterfly, the sound embedded in the butterfly, the sound that essentially makes up the butterfly, the essence of it, its 'sat' is the same as the sound of the North Star and you are here to learn to get it out! If you can harness that sound, control it, you can travel by thought alone! THAT is something to achieve!” The instructor, a jinn of some sort, urged the kids to do their best. “Once it's out and you hear it, put in your little box and it's yours! Later we will learn how to use it.”

“ ... to materialise cookies outta nothing,” added a freckled boy with a running nose. “Chocolate cookies!”

“That too,” said the jinn and lighted a cigarette.

catching up a love supreme for a bargain price

I was glad I finally get to attend ”Dr. Alfred Schuster's (Magus Magnificus) Seer School and Development Centre - Institute for Prophets”.

**************************

FLUTTER OM TUTSI FLOO

”Sving hammeren! Slå jeres sommerfugl hårdt! Indtil I får lyden inde i sommerfuglen ud kan I intet gøre! Brug jeres kræfter! Husk mantraet: 'flutter om tutsi floo'!” og de svedige drenge og piger, der så usikre og nervøse ud svang deres hamre med vantro mens de skreg: 'flutter om tutsi floo'!

Sommerfuglene blev ikke til slimede klumper ved slagene men lissom hoppede en smule og lo.

”Husk: lyden inde i sommerfuglene, lyden er er indlejret i sommerfuglen, lyden der er kernen i sommerfuglen, den inderste væsen, dens 'sat' er den samme som Nordstjernens lyd, og I er her for at lære at få den ud! Hvis I kan tæmme den lyd, kontrollere den, kan I rejse alene ved tankens kraft! DET er noget, der er værd at opnå!” Instruktøren, en djinn af en slags, tilskyndede børnene til at yde deres bedste. ”Når den er ude og I kan høre den, så put den i jeres lille æske og den er jeres! Senere skal vi lære at anvende den.”

”... til at materialisere kager ud af ingenting,” tilføjede en fregnet og snotnæset dreng. ”Chokoladekager!”

”Også dét,” sagde djinnen og tændte en cigaret.

udfylder hullet a love supreme til udsalgspris

Jeg var glad for, at jeg endelig var kommet ind på ”Dr. Alfred Schusters (Magus Magnificus) Seerskole og Udviklingscenter – Institut for Profeter.”

haibun

»No, don't put your head in there!«

he said, »put it back on your neck or you'll frighten people.« Reluctantly I pulled my head out from a big bosomed Bavarian beer tank wielding woman's cleavage and adopted an air of seriousness (not without a 'yodelai-ii-oo' as farewell; she smiled, I'm sure) as we walked through the enormous and hugely populated tent just outside the doomed town; or perhaps it was post-doomed as it was really nothing but smoking rubble and was about to again become part of the mountain from whence it once rose stone by stone taken from the mountain's body. So to speak. What comes from the mountain returns to the mountain. Or something like that.

one window apart the Theotokos and Vishnu

As it is with human beings who aren't aware whether they're dead or not, the crowd – or the gathering of crowds or how it is, seeing that it's impossible to feel at home in gatherings of more than 154 people (according to Nicodemus the Elder of Mt. Rectum), spent what it had or didn't have left of time partying without celebrating anything and was uninhibitedly gulping down beer, wine and spirits no matter what their respective god(s) might have said about that and of course that made them lose whatever constraints their cortex – or cortexes - may have held of morally-socially-religiously regulations of behaviour and people were gradually regressing to a lizard state first becoming dogs, then rats and then lizards, geckos and skinks and so on hurrying out into the relentlessly sun drenched desert where they would probably perish in solitude having lost all sense of being a social being; or be eaten by snakes and jinns. What do I really know? The Lord really do move mysteriously.

outwardly unimpressed by winter vine

Having made it to the far end of the tent away from the town we went down a long flight of stairs to the omnipresent ocean surrounding the known Earth and onto a huge ship.

»There's nothing we can do about it,« he said in a neutral voice. »Now it has to run its own course. In the meantime we'll reside here on this safe ship till the fires of the land and humanity has died down.«

dusting a porcelain bear winter solstice gets closer

Now we're travelling the waters that surround the known for as long as it'll take and things take the time they take (which can be understood in two ways, but that's beyond my authority to say anything about) and occasionally feeding Leviathan or Jörmungandr or what it's called with bread crumbs and milk. Time would indeed seem long and the waiting unbearable if it wasn't for the very up-beat Activity Director on board; he is pretty good at organising games and cocktail parties, but that's another story.

here again it's nothing and a few neutrinos wind

»Nej, la' vær' med at putte dit hoved derned!«

sagde han, »sæt det tilbage på din hals, ellers skræmmer du bare folk!« Modvilligt trak jeg mit hoved tilbage fra en storbarmet bayersk ølkrussvingende kvindes kavalergang og anlagde en air af alvor (ikke uden et 'jodelæ-ii-uu' til afsked; jeg er sikker på, at hun smilede), mens vi gik gennem det gigantiske og voldsomt befolkede telt lige udenfor den fordømte by; eller måske var den post-fordømt eftersom den ikke var andet end rygende murbrokker og var på vej til igen at blive del af bjerget, hvorfra den havde rejst sig sten for sten taget fra bjergets krop. Så at sige. Hvad der kommer fra bjerget vender tilbage til bjerget. Eller noget i den dur.

adskilt af eet vindue Gudsfødersken og Vishnu

Som det er med mennesker, der ikke er klar over, om de er døde eller ej tilbragte gruppen – eller gruppen af grupper eller hvordan det nu forholder sig, idet det er umuligt at føle sig hjemme i forsamlinger på mere end 154 mennesker (iflg. Nicodemus den Ældre fra Rektumbjerget) hvad den havde eller ikke havde tilbage af tid med at fest uden at fejre noget og uhæmmet nedbælle øl, vin og spiritus uanfægtet af, hvad deres gud(er) end måtte have sagt om dette, og det fik dem i sin tur til at miste de begrænsninger, hæmninger om De vil, som deres cortex – eller cortexer – måtte have indeholdt af moralsk-sociale-religiøse reguleringer af opførsel og folk regrederede gradvist til et øglestadie idet de først blev hunde, siden rotter og endelig øgler - firben, gekkoer og skinker og så videre – der skyndte sig ud i den af solen nådeløst brændte ørken, hvor de sandsynligvis ville gå til i ensomhed uden erindring om, at de engang var sociale væsener; eller blive spist af slanger og djinner. Hvad véd jeg egentlig? Herrens veje er sandelig ...

udadtil uimponeret af vinteren efeu

Efter at have banet os vej til den fjerne ende af teltet, den der vendte bort fra byen, gik vi ned ad en lang trappe til det allestedsnærværende hav, der omgiver den kendte Jord og ombord på et gigantisk skib. »Der er intet vi kan gøre ved det,« sagde han i et neutralt toneleje. »Nu må det gå sin egen skæve gang. Imens vil vi tage ophold på dette sikre skib indtil ilden i landet og menneskeheden er døet ud.«

mens jeg støver en porcelænsbjørn af kommer vintersolhverv tættere

Nu berejser vi vandene, der omgiver det kendte og det vil tage den tid, det tager, for ting tager nu engang den tid, de tager (og det kan forstås på to måder, men det ligger udenfor min bemyndigelse at forklare dette) og indimellem fodrer vi Livjatan eller Jörmungandr eller hvad den nu kaldes med brødkrummer og mælk. Tiden ville uvægerligt føles lang og ventetiden ubærlig, hvis det ikke havde været for den noget oppe-på-dupperne Aktivitetsinstruktør om bord; han er god til at finde på lege og konkurrencer og arrangere cocktail parties, men det er en anden historie.

her igen er den ingenting og nogle få neutrinoer vinden

The Pretend Night Train / Det kunstige nattog - haibun

After a while on the night train you begin to wonder if it's going anywhere but the occasional shaking and rumble seems convincing enough for that part of your brain that's still awake; a rudimentary part but awake. Perhaps you're in a simulator and a host of low paid workers run around out there in a great hall switching on faint lights while others prepare and rearrange stage props looking like villages; gotta be extra ordinary laborious considering it's almost December and villagers in these poor parts have nothing else to overdo than the Christmas decorations on their houses. But the highly reflective glass of the train windows won't let you see anything except for a triple face that – if you're lucky – is your own. Sometimes it's Death's, sometimes your own.

if there's a solo

for guitar or cello

it's probably Boccherini

But however this thing works they – whoever 'they' are and no matter what reason 'they' have to do these things – are good at it.

My station is announced over the speakers and I feel a slow stopping of the train but as I step out onto the platform I see half of the village isn't in place. There's a giant Godzilla-like mechanical (I assume, I hopw) monster where the church was, the street behind the station leads up to Sacre Couer and a group of extras are dressing up in what seems to be German soldiers' uniforms from WWII.

“Sorry, sir, if you could just wait a minute we'll get your village sorted. We're a bit short of hands today. The seasonal flu, you know”.

I say I don't mind. “This scenery is way more interesting than what my village normally is. If you could just get rid of the war elements I'd be perfectly happy with things as they happen to have turned out due to coincidence or accident”.

“That's very kind of you, sir. I'm sure we can work something out. May I offer you something extra as a sign of gratitude for not getting angry? I can tell you, that if you had made an official complaint many of my good men – not to mention my humble self – would probably have been out of a job. And you of course know about the horrible job situation these days. Anything that could please you, sir?”

“Perhaps have Piazza del Popolo from Rome placed over there”, I point in the direction where the golf course used to be. “With decent cafés and real Italian women”.

“That sounds nice, sir. We'll see to it that it's done, with real Italian women ... or at least as real as we can make them”.

“I'll leave it your capable hands. Oh, and if it could rain only at night ...”

“Consider it done, sir”.

what's with this omniscient thing?

I lost a tooth

without knowing

---:::---

Efter en tid på nattoget begynder man at spekulere på om det overhovedet kører nogen steder hen. men den lejlighedsvise rysten og rumlen synes overbevisende nok for den del af hjernen, der stadig er vågen; en rudimentær del, men vågen. Måske er man i en simulator og en horde af lavtlønnede arbejdere løber rundt udenfor i en stor hal og tænder for svage lys, mens andre omarrangerer og forbereder kulisser, der ligner landsbyer; sikkert ekstraordinært arbejdskrævende når man tænker på, at det næsten er december og at landsbyboere i disse fattige egne ikke har andet at overgøre end juleudsmykningerne af deres huse. Men det voldsomt reflekterende glas i vinduerne forhindrer, at man kan se noget som helst bortset fra et tredobbelt ansigt, som– hvis man er heldig – er éns eget. Nogle gange er det Dødens, nogle gange éns eget.

hvis der er en solo

for guitar eller cello

er det sikkert Boccherini

Men uanset hvordan dette fungerer, er de - hvem 'de' så end er og uanset hvorfor 'de' gør det, de gør - er de gode til det.

Min station annonceres over højttalerne, og jeg kan mærke, at toget standser langsomt, men da jeg træder ud på perronen, kan jeg se, at halvdelen af landsbyen ikke er på plads. Der er et gigantisk Godzilla-agtigt, mekanisk (formoder jeg, håber jeg) uhyre, hvor kirken var, gaden bag stationen leder op til Sacre Couer og en gruppe statister er ved at klæde i hvad der ligner tyske soldateruniformer fra Anden Verdenskrig.

”Undskyld, Hr., hvis De blot kunne vente et øjeblik, skal vi nok få skik på Deres landsby. Vi er lidt underbemandede i dag. Årstidens influenza, hvis de forstår”.

Jeg siger, at det ikke betyder noget. ”Dette arrangement er meget mere interessant end min landsby sædvanligvis er. Hvis De blot kunne blive af med krigselementerne, vil jeg være ganske tilfreds med tingene, som tilfældet eller uheldet har arrangeret dem”.

”Det er meget venligt af dem, Hr. Jeg er sikker på, at vi kan finde ud af noget. Må jeg tilbyde dem noget ekstra som tak for, at de ikke blev vred? Jeg kan fortælle Dem, at hvis De havde indgivet en officiel klage, ville mange af mine mænd – inklusive min ydmyge person – nok stå uden arbejde. Og De kender nok til den forfærdelige beskæftigelsessituation for tiden. Er der noget særligt, der kunne tiltale Dem, Hr.?”

”Måske kunne Piazza del Popolo fra Rom ligge dérovre?” Jeg peger i retning af, hvor golfbanen plejede at være. ”Med ordentlige café'er og rigtige italienske kvinder”.

”Det lyder dejligt, Hr. Vi skal nok se til, at det sker. Med rigtige italienske kvinder ... eller i hvert fald så rigtige vi kan lave dem”.

”Det overlader jeg trygt til Dem. Åh, og måske kunne det så kun regne om natten?”

”Selvfølgelig, Hr.”

hvad er der med denne alvidenhed?

jeg tabte en tand

uden af vide det

The Whale / Hvalen - haibun

The Whale

”Ladies and gentlemen! Please step inside and emerge yourself in admiration of the wonders of this magnificent beast from the depth of the oceans!” The Sprechstallmeister in a tall yellow hat and purple circus-like uniform with a big bling-factor stood at the Greenland Whale's (also known as Bowhead Whale) open mouth trying with tall tales and fancy words to get us inside - for a wee payment, of course, symbolic he'd say - for a guided tour (so it said on the sign) into the mysterious being that could be older than Gutenberg's Bible - “One never knows with these well kept secrets of the deep deep oceans,” he'd say adding to the air of mysteriousness of firstly finding a seemingly dead whale from the far North in the park, secondly noticing it didn't smell at all and the usual gulls that hang out in that park weren't interested at all in the giant lump of flesh (perhaps they had gotten too used to bits of kebab and pizza and had turned to the bad eating habits of this area).

gosh there's a lot of it air that moves

“We know so much and yet so little,” he continued “of the life on God's green Earth.” Now, I have always been a sucker for the challenges of the unexpected - anything that offers a break from the daily humdrum - so of course I took his bait and lined up in the not so insignificant queue that had formed in front of the great and seemingly fresh mammal full of excitement and hopes for a life changing experience. After all, the grandeur of the whole thing, the festive clothing of the whale crew and the Sprechstallmeister or whatever he was, the happily going circus orchestra, the acrobats flying here and there, the jugglers, the clowns and what have you may have contributed to my being all worked up.

too big to keep in a bottle Western wind

So, in I went having paid my 'symbolic' fee which could have kept me with food for a week with the others who wanted a glimpse of the hitherto 'secret' whale and we got a grand tour of its mouth and the baleen plates nicely decorated with tiny lights and the odd commercial disguised as a “sponsored by ...” poster,s stickers and what have you and one by one we wormed through its narrow throat and got on to the playground slide-ish construction that was the stomach and intestines (sorta quite slippery and very fast) and was shot out of its rear end like a human cannonball; all in all quite amusing except for the fact that we were shot out in the 30 Years War at the battle by Rain an Lech (1632) where we were handed pikes, swords and what was left of helmets and ordered into battle, but that's another story. When I looked back there was no sign of the whale anywhere.

when it's gone it's still hard to touch autumn storm

--*--

Hvalen

”Mine damer og herrer! Kom indenfor og hengiv Dem selv i beundring af vidunderet, som er dette mageløse væsen fra havenes dyb!” Sprechtstallmeisteren i en gul høj hat og lilla cirkusagtig uniform med stor bling-faktor stod ved Grønlandshvalens åbne mund og prøvede med vidtløftige beretninger og smarte ord at få os til at træde indenfor - for en beskeden betaling, selvfølgelig, symbolsk, ville han nok sige - til en guidet rundvisning (sådan stod der på skiltet) inde i den mystiske skabning, der sagtens kunne være ældre end Gutenbergs Bibel - ”Man véd aldrig med disse velbevarede hemmeligheder fra de dybe dybe have,” sagde han for at forstærke det gådefulde i først at støde på denne tilsyneladende døde hval fra det høje nord i parken og dernæst opdage, at den ikke lugtede og at mågerne, der altid er der slet ikke syntes interesserede i den enorme klump kød (måske var de blevet for vant til bidder af kebab og pizza og havde pådraget sig de dårlige spisevaner så typiske for kvarteret).

øj der er meget af det luft der bevæger sig

”Vi véd så meget og dog så lidt,” fortsatte han ”om livet på Guds grønne Jord.” Nu har jeg altid været let til fals for det uventedes udfordringer - alt, der kan byde på et afbræk i den daglige trummerum - så selvfølgelig bed jeg på og stillede mig op i den ikke ubetydelige kø, der havde dannet sig foran det store og tilsyneladende friske pattedyr fuld af begejstring og håbende på en livsændrende oplevelse. Det storslåede evenement, Sprechtstallmeisterens - eller hvad han nu var - og mandskabets festlige klæder, cirkusorkestret der spillede så det var en lyst, akrobaterne der fløj her og hisset, jonglørerne, klovnene og alt det dér må trods alt have medvirket til, at jeg var fyr og flamme.

for stor til at putte i en flaske vestenvinden

Så ind gik jeg - efter at have betalt mit 'symbolske' beløb, som kunne have holdt mig med mad i en uge - med de andre, som ønskede at beskue den indtil nu 'hemmelige' hval og vi fik en fuld rundvisning i dens mund og betragtede dens barder, der så yndigt var smykket med små lys og underlige reklamer forklædt som ”sponseret af ...”, plakater og stickers og hvad ved jeg, og én efter én vred vi os gennem dens snævre hals og op på den legepladsagtige rutsjebaneagtige konstruktion, der var mavesæk og tarme (meget slimet og enormt hurtig) og blev skudt ud af den bagende som en menneskelig kanonkugle; alt i alt temmelig morsomt bortset fra, at vi blev skudt ud i 30 Års Krigen i slaget ved Rain an Lech (1632), hvor vi fik stukket spyd, sværd og hvad der var tilbage af hjelme i hænderne og beordret ud i kamp, men det er en anden historie. Da jeg så mig tilbage var der ikke skyggen af en hval.

når den er væk er den stadig svær at røre ved efterårsstormen

Time Sold Out / Tiden er udsolgt - haibun

”Time, I forgot Time, I think. It should be in there with milk, washing up liquid and popcorn!” I sit down to redo the shopping list.

“Ah, but you can't buy Time,” says K. “At least not down at the local supermarket. They've been out for a week or so, but they'll get a new shipment around Christmas.”

“Nah, that's no good. Christmas Time is weird. It's sort of viscous and slow in the beginning and then it's like a bag of flies at the end. No constancy. I'll try get some from the hardware shop. It's boring but it works.”

“Yea, you do that,” says K. with no empathy whatsoever and pulls a web of bogeys like a camouflage net over his miniature model of a WWI trench. “Now to make the mines and the gas,” he says and picks a few green maggots from his thigh and starts grinding them in the mortar mixing them with odd smelling substances from his ears. “Avanti, you horsemen of doom!” (I'm sure I hear a trumpet blowing a fanfare from somewhere.)

“You really should get a life,” I say.

“Had one, remember?”

“Touché.”

penetrating the ear-plugs the insistent hissing of Ntropy

“What about Love? Do they still have that down the super?”

--*--

”Tid, jeg tror, jeg glemte Tid. Den skulle være dér sammen med mælk, opvaskemiddel og popcorn!” Jeg sætter mig for at skrive en ny indkøbsseddel.

”Ah, men du kan ikke købe dig Tid,” siger K. ”I det mindste ikke nede i Brugsen. De har ikke haft det i en uges tid, men de får en ny sending omkring jul.”

”Øv, det duer ikke. Juletid er underlig. Den er ligesom tyktflydende og langsom i begyndelsen og så er den som en sæk fuld af fluer hen imod enden. Ingen konstans. Jeg tror, jeg prøver at finde noget i byggemarkedet. Den er kedelig, men den virker.”

”Ja, gør du det,” siger K. uden den mindste medfølelse og trækker et væv af bussemænd som et camouflagenet over sin miniaturemodel af en skyttegrav fra Første Verdenskrig. ”Så, nu skal der laves miner og gas,” siger han, tager et par grønne maddiker fra sit lår og begynder at mose dem i morteren idet han blander dem mærkeligt lugtende substanser fra sine ører. ”Avanti, I dommens ryttere!” (Jeg er sikker på jeg hører en trompet blæse en fanfare et eller andet sted fra.)

”Du sku' virkelig få dig et liv,” siger jeg.

”Jeg havde et, husker du nok.”

”Touché.”

trænger gennem ørepropperne den insisterende hvislen af Ntropi

”Hvad med Kærlighed? Har de stadig dét i Brugsen?”

Air / Luft - haibun

There's air and a lot of it. It's in a hurry to get from the North Sea to Sweden and further off. Some of it tries to crawl into a bottle lying on the street but even that ”some” is too big (and too violent) for the bottle (or the mouth of the bottle is too narrow) and it gets thrown against a wall and breaks. Most of the night will will probably be like that.

in the film version of that book the whale's huge too

Der er luft og meget af den. Den har travlt med at komme fra Nordsøen til Sverige og videre. Noget af den prøver at kravle ind i en flaske, der ligger på gaden, men selv det ”noget” er for stort (og for voldsomt) til flasken (eller flaskens munding er for snæver) og den bliver kastet mod en mur og går i stykker. Det meste af natten vil sandsynligvis være sådan.

i filmversionen af bogen er hvalen også enorm

Bones XI is out

The eleventh issue of Bones is out

http://bonesjournal.com/

Roger Daltrey - haibun

”Isn't that Roger Daltrey playing that part there?” K. points to the TV where the CSI droids pretend to be real people. I get on the net and look it up.

”Yes, you're right. It IS Roger Daltrey,”

”I knew it. I never forget a face.”

”Does that mean you have actually met Roger Daltrey?”

”Me? No, never. Who is he anyway?”

f-f-falling and f-f-falling

the l-l-leaves that hide

the ch-ch-church

”Er det ikke Roger Daltrey, der spiller den dér rolle?” K. peger på fjernsynet, hvor CSI droiderne lader som om, de er virkelige mennesker. Jeg går på nettet og slår det op.

”Jo, du har ret. Det ER Roger Daltrey.”

”Jeg vidste det. Jeg er god til at huske ansigter.”

”Betyder det, at du rent faktisk har mødt Roger Daltrey?”

”Mig? Nej, aldrig. Hvem er han egentlig?”

f-f-falder og f-f-falder

b-b-bladende der skjuler

k-k-kirken

different / forskellig - haibun

”When all is said and done we're different people.”

”No, YOU'RE different.”

”If I'm different you're different too.”

”From what?”

”From me for instance.”

”Well, I never ... I've never been different in my entire life.”

”Well, there's a first for everything.”

the upside of it

trees cannot

sleep-walk

::--::

”Når det kommer til stykket, er vi bare forskellige”.

”Nej, DU er forskellig”.

”Hvis jeg er forskellig, er du osse forskellig”.

”Fra hvad?”

”Fra mig for eksempel”.

”Nej, nu har jeg aldrig ... Jeg har ikke været forskellig i hele mit liv”.

”Jaså. Der er er en første gang for alting”.

fordelen ved det

træer kan ikke

gå i søvne

New e-book

An e-book - "Rain Flames / Regnflammer" has been added to Otata's library:

https://otatablog.files.wordpress.com/2016/09/bjerg-rainflames.pdf

thread Sep 24th, 2016

dreaming of the ocean dreaming

                the creaking of bones

                in the morning

drømmer om havet der drømmer

               den dér knirken af knogler

              om morgenen

:

buying cheap trousers

fall hesitates

køber billige bukser

efteråret tøver

:

everyone has a camera it seems no one sees

alle har et kamera ser det ud til ingen ser

:

the Braille on the pillboxes

can you trust

it?

blindeskriften på pilleæskerne

kan du stole på

den?

:

the acacia turns and your still not dead

akacien falmer og du er stadig ikke død

:

that broccoli on the floor and you lift a foot

den broccoli på gulvet og du løfter en fod

:

coming

to an end

the sandal season

and a mouth

full of teeth

lakker

mod enden

sandaltiden

og en mund

fuld af tænder

:

gnashing what's left of teeth

                this city has too

                many sounds

skærer hvad der er tilbage af tænder

                    denne by har for

                    mange lyde

:

breaking pills in halves

and fall

falls

knækker piller i halve

og efteråret

falder

:

I get up at night and find the milk

jeg står op om natten og finder mælken

:

a faraway war

I begin wearing long trousers

again

en krig langt væk

jeg begynder at gå med lange bukser

igen

:

pretty

soon

full

of dead

leaves

ganske

snart

fuld

af døde

blade

:

putting away the clever books

            'rain' written

             in one movement

pakker de kloge bøger væk

            'regn' skrevet

             i én bevægelse

:

this summer too waiting

for her bones

to heal

også denne sommer venten

på at hendes knogler

skal hele

:

there's the orange lighter

use it and watch

fall take hold

der er den orange lighter

brug den og se

efteråret ta' fat

:

bought milk at the new super

with the old drunks

outside

købte mælk i det nye supermarked

med de gamle drankere

udenfor

:

it's alien

the new

quarter

det' fremmed

det nye

kvarter

:

new book of haibun

The Room / Værelset - haibun by Johannes S. H. Bjerg on Scribd

spots / pletter

That morning I discovered a new kind of spots on my forearm, on the hairless inside. Not that spots in themselves surprise or alarm me. I mused … I'm used to them. Get them all the time. Not freckles, not liver spots (I'd be thankful if they were just that, at least they're benign and peaceful) nor spots of grease or dirt, but spots that are the beginning of in various degrees annoying, horrible, unpleasant and disturbing things. Like the devil's seed or that of minor or major demons roaming among us ordinary people trying, as the good book says, to get a bite of us, to sink their teeth into our weak flesh - or how it is.

how light the idea of a mountain

I've had spots that began as yellowish tainted splotches on my left leg. They grew and grew and began emitting a stench of sulphur and rotting flesh and soon a fluid looking just like sweet mustard but reeking like eternal damnation began to fill my living room. When it reached the windows it went out into the world and ate all living things in the vicinity: birds, grasses, trees and of course all legged creatures from mites to human beings. Horrible, I say, horrible. It left a barren desert-like landscape, or Mars-like except for the reddish tone which I'm told is an invention of a PR firm, Mars really being more like slate grey, but we wouldn't like to rename it The Grey Planet, do we? But the upside - and there's an upside to most horrors in this world of duality - to this was that I now had a freer view from my windows and could spot anyone approaching half a day before they arrived, which gave me time to make coffee and sandwiches to take with me to the bunker below my house, turn off the lights etc. to signal that I wasn't home and their visit was in vain.

dry feet

I rest where hypothetical rivers

might converge

I've had spots that began as tiny red points, like the tiniest of capillaries burst one at a time, but they grew to be enormous flesh eating birds that would terrorise the village and eat all cattle, pigs, hens and what have you and thus ruin this part of the country's economy. People had no meat for years, no meat to eat, no meat to sell, no pot roast, no tandoori flavoured chicken, no lamb chops and so on; all the little things that make life worth continuing. Fortunately they self ignited after a meal and thus took themselves out of existence, but it took some 5 years before the last one went up in flames. It burst into flames above the school and some 200 children and a few very old teachers burned up, but what can you do?

no,

drawing a volcano

won't black out the sun

I've had blue-red-purple spots, plamages really, splotches, not of shame as the original old German word suggests, but of war, greed and misunderstood holiness; they were the origin of the crusades and just look at the mess they were and likewise created. Perhaps they were of shame after all. When I watch the news I get the feeling that another than me have had the same skin condition. They don't seem to stop, them crusades.

I've had blisters emitting pus for years on end giving birth to the most outrageous ideas of mankind like “trickle down economics”, eugenics, creating Heaven on Earth and that sort of nonsense merely adding to the overall unbearable condition of mankind (and woman-ditto, of course, I'm nothing if not political correct and very sensitive bordering to hysteria, I admit but my doctor's taking care of that, when it comes to neglecting the rights and liberties of the fairer gender), and trust me, I don't feel good about it. But again: what can you do?

without a word for blue

can I even see

the sky?

I'm not a hypochondriac, that's one thing I'm not, though on behalf of the world as such (though it really could go to hell for all I care - and it probably is - if it wasn't for my few but essential needs like interesting books, good music, fine tobacco and strong coffee - the latter two impossible to produce in this cold dark Northern swamp populated with lazy and farmers that are just about able to tell a carrot from a radio, a spud from a cow …) I need to be alert and on my toes to be able to warn about possible outbreaks of so far unknown plagues of any kind coming through my skin, which I begin to suspect is a medium more than anything else. At least I can do that. I should go down to the supermarket and put up a note saying that something might be coming soon. I don't know. I don't even know if anyone can read any more.

mappa mundi

somewhere in China

a piano gets tuned

The new spots are still just itching which could indicate they're mosquito bites or some sort of allergy, but neither would sound like giant hornet swarms, would they?

*****

Den morgen opdagede jeg en ny slags pletter på min arm, på den hårløse inderside. Ikke at pletter i sig selv overrasker eller forskrækker mig. Jeg er vant til dem. Får dem hele tiden. Ikke fregner eller leverpletter (jeg ville være taknemmelig, hvis de kun var det, i det mindste er de godartede og fredelige), heller ikke fedt- eller møgpletter, men pletter der er begyndelsen på i forskellige grader irriterende, ubehagelige, horrible og foruroligende ting. Som djævlens frø, eller frø af større eller mindre dæmoner, der færdes iblandt os almindelige mennesker og prøver, som den gode bog siger, at få en bid af os, at sætte tænderne i vort svage kød - eller noget i den retning.

hvor let ideen om et bjerg

Jeg har haft pletter, der begyndte som gulligt-farvede udtrædninger på mit venstre ben. De voksede og voksede og begyndte at udsende en stank af svovl og råddent kød og snart begyndte et fluidum, der lignede sød fransk sennep men stank som den evige fortabelse, at fylde min stue. Da det nåede op over vindueskarmene, flød det ud i verden og bortætsede alt levende i nærheden: fugle, græsser, træer og selvfølgelig alle dyr med ben fra mider til mennesker. Forfærdeligt, siger jeg Dem, forfærdeligt. Den efterlod et goldt ørkenagtigt landskab, eller Mars-agtigt bortset fra den røde nuance, som efter sigende er opfundet af et PR firma, da Mars i virkeligheden er nærmest skifergrå, men vi vil nødigt omdøbe den til Den Grå Planet, vil vi? Men fordelen - og der er en fordel ved de fleste afskyeligheder i denne dualitetens verden - ved dette var, at jeg nu havde et friere udsyn fra mine vinduer og kunne se enhver, der prøvede at nærme sig en halv dag før de ankom, hvilket gav mig tid til at lave kaffe og smøre nogle madder jeg kunne tage med mig til bunkeren under mit hus og slukke alt lys for at signalere, at jeg ikke var hjemme og deres besøg var forgæves.

tørre fødder

jeg hviler hvor hypotetiske floder

kunne flyde sammen

Jeg har haft pletter, der begyndte som bitte små røde punkter, som om de mindste kapillærer brast på samme tid, men de voksede til at blive gigantiske kødædende fugle, der begyndte at terrorisere landsbyen og æde alle køer, grise, får og hvad véd jeg og ruinerede således kommunens økonomi. I årevis havde folk ingen kødvarer, intet kød at spise, intet kød at sælge, ingen grydestege, ingen tandoori-krydrede kyllinger, ingen lammekoteletter og så videre; alle de små ting, der gør livet værd at fortsætte. Heldigvis selvantændte de efter et måltid og bortskaffede sig selv fra denne verden, men det varede 5 år før den sidste brændte op. Den brød i lys lue over skolen og 200 børn og en håndfuld gamle lærere brændte med, men hvad kan man stille op?

nej,

at tegne en vulkan

gør ikke solen sort

Jeg har haft blå-røde-lilla pletter, egentlige plamager, skjolder, ikke af skam, som det gamle tyske ord antyder, men af krig, grådighed og misforstået hellighed; det var oprindelsen til korstogene og se bare hvor rodede de var og hvilket rod, de medførte. Måske var det alligevel pletter af skam. Når jeg ser nyhederne, får jeg det bestemte indtryk, at en anden end jeg, også har denne hudlidelse. De ser ikke ud til at stoppe, de dér korstog.

Jeg har haft blærer og blister, der i årevis flød af pus og blev ophav til de mest afskyelige ideer mennesket har haft: ”trickle down” økonomien, racehygiejne, etablering af Himlen på Jorden og den slags tåbeligheder, der blot fører til at gøre den menneskelige tilstand endnu mere ubærlig, og tro mig, jeg har det ikke godt med det. Men igen: hvad kan man stille op?

uden et ord for blå

kan jeg så se

himlen?

Jeg er ikke hypokonder, det er noget, jeg i hvert fald ikke er, skønt på jeg på vegne af verden (som kunne gå ad helvede til - hvilket den nok også gør - hvis det ikke var for mine få men fundamentale behov for interessante bøger, god musik, fin tobak og stærk kaffe - de to sidste ikke til at fremstille i den mørke sump mod nord befolket af dovne bønder, der kun med anstrengelse kan kende forskel på en gulerod og radio, på en kartoffel og en ko …) bliver jeg nødt til at være på vagt og på tæerne for at kunne advare om udbrud af indtil videre ukendte plager af alle slags kommende ud gennem min hud, som jeg mere og mere mistænker for at være et medium mere end noget andet. Det er det mindste, jeg kan gøre. Jeg burde gå ned og hænge en seddel op i supermarkedet om, at noget snart kunne være på vej. Jeg véd ikke rigtig. Jeg véd ikke engang, om nogen overhovedet kan læse mere.

mappa mundi

et sted i Kina

stemmes et klaver

Endnu klør de nye pletter bare, hvilket kunne indikere, at de er myggestik eller udslag af en allergi, men hvis de var det, burde de ikke lyde som gigantiske sværme af gedehamse, vel?