The Whale / Hvalen - haibun

The Whale

”Ladies and gentlemen! Please step inside and emerge yourself in admiration of the wonders of this magnificent beast from the depth of the oceans!” The Sprechstallmeister in a tall yellow hat and purple circus-like uniform with a big bling-factor stood at the Greenland Whale's (also known as Bowhead Whale) open mouth trying with tall tales and fancy words to get us inside - for a wee payment, of course, symbolic he'd say - for a guided tour (so it said on the sign) into the mysterious being that could be older than Gutenberg's Bible - “One never knows with these well kept secrets of the deep deep oceans,” he'd say adding to the air of mysteriousness of firstly finding a seemingly dead whale from the far North in the park, secondly noticing it didn't smell at all and the usual gulls that hang out in that park weren't interested at all in the giant lump of flesh (perhaps they had gotten too used to bits of kebab and pizza and had turned to the bad eating habits of this area).

gosh there's a lot of it air that moves

“We know so much and yet so little,” he continued “of the life on God's green Earth.” Now, I have always been a sucker for the challenges of the unexpected - anything that offers a break from the daily humdrum - so of course I took his bait and lined up in the not so insignificant queue that had formed in front of the great and seemingly fresh mammal full of excitement and hopes for a life changing experience. After all, the grandeur of the whole thing, the festive clothing of the whale crew and the Sprechstallmeister or whatever he was, the happily going circus orchestra, the acrobats flying here and there, the jugglers, the clowns and what have you may have contributed to my being all worked up.

too big to keep in a bottle Western wind

So, in I went having paid my 'symbolic' fee which could have kept me with food for a week with the others who wanted a glimpse of the hitherto 'secret' whale and we got a grand tour of its mouth and the baleen plates nicely decorated with tiny lights and the odd commercial disguised as a “sponsored by ...” poster,s stickers and what have you and one by one we wormed through its narrow throat and got on to the playground slide-ish construction that was the stomach and intestines (sorta quite slippery and very fast) and was shot out of its rear end like a human cannonball; all in all quite amusing except for the fact that we were shot out in the 30 Years War at the battle by Rain an Lech (1632) where we were handed pikes, swords and what was left of helmets and ordered into battle, but that's another story. When I looked back there was no sign of the whale anywhere.

when it's gone it's still hard to touch autumn storm

--*--

Hvalen

”Mine damer og herrer! Kom indenfor og hengiv Dem selv i beundring af vidunderet, som er dette mageløse væsen fra havenes dyb!” Sprechtstallmeisteren i en gul høj hat og lilla cirkusagtig uniform med stor bling-faktor stod ved Grønlandshvalens åbne mund og prøvede med vidtløftige beretninger og smarte ord at få os til at træde indenfor - for en beskeden betaling, selvfølgelig, symbolsk, ville han nok sige - til en guidet rundvisning (sådan stod der på skiltet) inde i den mystiske skabning, der sagtens kunne være ældre end Gutenbergs Bibel - ”Man véd aldrig med disse velbevarede hemmeligheder fra de dybe dybe have,” sagde han for at forstærke det gådefulde i først at støde på denne tilsyneladende døde hval fra det høje nord i parken og dernæst opdage, at den ikke lugtede og at mågerne, der altid er der slet ikke syntes interesserede i den enorme klump kød (måske var de blevet for vant til bidder af kebab og pizza og havde pådraget sig de dårlige spisevaner så typiske for kvarteret).

øj der er meget af det luft der bevæger sig

”Vi véd så meget og dog så lidt,” fortsatte han ”om livet på Guds grønne Jord.” Nu har jeg altid været let til fals for det uventedes udfordringer - alt, der kan byde på et afbræk i den daglige trummerum - så selvfølgelig bed jeg på og stillede mig op i den ikke ubetydelige kø, der havde dannet sig foran det store og tilsyneladende friske pattedyr fuld af begejstring og håbende på en livsændrende oplevelse. Det storslåede evenement, Sprechtstallmeisterens - eller hvad han nu var - og mandskabets festlige klæder, cirkusorkestret der spillede så det var en lyst, akrobaterne der fløj her og hisset, jonglørerne, klovnene og alt det dér må trods alt have medvirket til, at jeg var fyr og flamme.

for stor til at putte i en flaske vestenvinden

Så ind gik jeg - efter at have betalt mit 'symbolske' beløb, som kunne have holdt mig med mad i en uge - med de andre, som ønskede at beskue den indtil nu 'hemmelige' hval og vi fik en fuld rundvisning i dens mund og betragtede dens barder, der så yndigt var smykket med små lys og underlige reklamer forklædt som ”sponseret af ...”, plakater og stickers og hvad ved jeg, og én efter én vred vi os gennem dens snævre hals og op på den legepladsagtige rutsjebaneagtige konstruktion, der var mavesæk og tarme (meget slimet og enormt hurtig) og blev skudt ud af den bagende som en menneskelig kanonkugle; alt i alt temmelig morsomt bortset fra, at vi blev skudt ud i 30 Års Krigen i slaget ved Rain an Lech (1632), hvor vi fik stukket spyd, sværd og hvad der var tilbage af hjelme i hænderne og beordret ud i kamp, men det er en anden historie. Da jeg så mig tilbage var der ikke skyggen af en hval.

når den er væk er den stadig svær at røre ved efterårsstormen