Sunday, September 25, 2016

thread Sep 24th, 2016

dreaming of the ocean dreaming
                the creaking of bones
                in the morning

drømmer om havet der drømmer
               den dér knirken af knogler
              om morgenen

:


buying cheap trousers
fall hesitates

køber billige bukser
efteråret tøver


:

everyone has a camera it seems no one sees

alle har et kamera ser det ud til ingen ser

:

the Braille on the pillboxes
can you trust
it?


blindeskriften på pilleæskerne
kan du stole på
den?


:


the acacia turns and your still not dead

akacien falmer og du er stadig ikke død

:

that broccoli on the floor and you lift a foot

den broccoli på gulvet og du løfter en fod

:

coming
to an end

the sandal season


and a mouth
full of teeth



lakker
mod enden

sandaltiden

og en mund
fuld af tænder

:


gnashing what's left of teeth
                this city has too
                many sounds


skærer hvad der er tilbage af tænder
                    denne by har for
                    mange lyde

:

breaking pills in halves
and fall
falls


knækker piller i halve
og efteråret
falder

:

I get up at night and find the milk

jeg står op om natten og finder mælken

:

a faraway war
I begin wearing long trousers
again

en krig langt væk
jeg begynder at gå med lange bukser
igen

:


pretty
soon

full

of dead
leaves



ganske
snart

fuld

af døde
blade


:


putting away the clever books
            'rain' written
             in one movement



pakker de kloge bøger væk
            'regn' skrevet
             i én bevægelse

:


this summer too waiting
for her bones
to heal

også denne sommer venten
på at hendes knogler
skal hele

:

there's the orange lighter
use it and watch
fall take hold

der er den orange lighter
brug den og se
efteråret ta' fat

:

bought milk at the new super
with the old drunks
outside

købte mælk i det nye supermarked
med de gamle drankere
udenfor

:

it's alien
the new
quarter

det' fremmed
det nye
kvarter

:


Tuesday, September 6, 2016

spots / pletter

That morning I discovered a new kind of spots on my forearm, on the hairless inside. Not that spots in themselves surprise or alarm me. I mused … I'm used to them. Get them all the time. Not freckles, not liver spots (I'd be thankful if they were just that, at least they're benign and peaceful) nor spots of grease or dirt, but spots that are the beginning of in various degrees annoying, horrible, unpleasant and disturbing things. Like the devil's seed or that of minor or major demons roaming among us ordinary people trying, as the good book says, to get a bite of us, to sink their teeth into our weak flesh - or how it is.

how light the idea of a mountain

I've had spots that began as yellowish tainted splotches on my left leg. They grew and grew and began emitting a stench of sulphur and rotting flesh and soon a fluid looking just like sweet mustard but reeking like eternal damnation began to fill my living room. When it reached the windows it went out into the world and ate all living things in the vicinity: birds, grasses, trees and of course all legged creatures from mites to human beings. Horrible, I say, horrible. It left a barren desert-like landscape, or Mars-like except for the reddish tone which I'm told is an invention of a PR firm, Mars really being more like slate grey, but we wouldn't like to rename it The Grey Planet, do we? But the upside - and there's an upside to most horrors in this world of duality - to this was that I now had a freer view from my windows and could spot anyone approaching half a day before they arrived, which gave me time to make coffee and sandwiches to take with me to the bunker below my house, turn off the lights etc. to signal that I wasn't home and their visit was in vain.

dry feet
I rest where hypothetical rivers
might converge

I've had spots that began as tiny red points, like the tiniest of capillaries burst one at a time, but they grew to be enormous flesh eating birds that would terrorise the village and eat all cattle, pigs, hens and what have you and thus ruin this part of the country's economy. People had no meat for years, no meat to eat, no meat to sell, no pot roast, no tandoori flavoured chicken, no lamb chops and so on; all the little things that make life worth continuing. Fortunately they self ignited after a meal and thus took themselves out of existence, but it took some 5 years before the last one went up in flames. It burst into flames above the school and some 200 children and a few very old teachers burned up, but what can you do?

no,
drawing a volcano
won't black out the sun

I've had blue-red-purple spots, plamages really, splotches, not of shame as the original old German word suggests, but of war, greed and misunderstood holiness; they were the origin of the crusades and just look at the mess they were and likewise created. Perhaps they were of shame after all. When I watch the news I get the feeling that another than me have had the same skin condition. They don't seem to stop, them crusades.

I've had blisters emitting pus for years on end giving birth to the most outrageous ideas of mankind like “trickle down economics”, eugenics, creating Heaven on Earth and that sort of nonsense merely adding to the overall unbearable condition of mankind (and woman-ditto, of course, I'm nothing if not political correct and very sensitive bordering to hysteria, I admit but my doctor's taking care of that, when it comes to neglecting the rights and liberties of the fairer gender), and trust me, I don't feel good about it. But again: what can you do?

without a word for blue
can I even see
the sky?


I'm not a hypochondriac, that's one thing I'm not, though on behalf of the world as such (though it really could go to hell for all I care - and it probably is - if it wasn't for my few but essential needs like interesting books, good music, fine tobacco and strong coffee - the latter two impossible to produce in this cold dark Northern swamp populated with lazy and farmers that are just about able to tell a carrot from a radio, a spud from a cow …) I need to be alert and on my toes to be able to warn about possible outbreaks of so far unknown plagues of any kind coming through my skin, which I begin to suspect is a medium more than anything else. At least I can do that. I should go down to the supermarket and put up a note saying that something might be coming soon. I don't know. I don't even know if anyone can read any more.

mappa mundi
somewhere in China
a piano gets tuned

The new spots are still just itching which could indicate they're mosquito bites or some sort of allergy, but neither would sound like giant hornet swarms, would they?


*****


Den morgen opdagede jeg en ny slags pletter på min arm, på den hårløse inderside. Ikke at pletter i sig selv overrasker eller forskrækker mig. Jeg er vant til dem. Får dem hele tiden. Ikke fregner eller leverpletter (jeg ville være taknemmelig, hvis de kun var det, i det mindste er de godartede og fredelige), heller ikke fedt- eller møgpletter, men pletter der er begyndelsen på i forskellige grader irriterende, ubehagelige, horrible og foruroligende ting. Som djævlens frø, eller frø af større eller mindre dæmoner, der færdes iblandt os almindelige mennesker og prøver, som den gode bog siger, at få en bid af os, at sætte tænderne i vort svage kød - eller noget i den retning.

hvor let ideen om et bjerg

Jeg har haft pletter, der begyndte som gulligt-farvede udtrædninger på mit venstre ben. De voksede og voksede og begyndte at udsende en stank af svovl og råddent kød og snart begyndte et fluidum, der lignede sød fransk sennep men stank som den evige fortabelse, at fylde min stue. Da det nåede op over vindueskarmene, flød det ud i verden og bortætsede alt levende i nærheden: fugle, græsser, træer og selvfølgelig alle dyr med ben fra mider til mennesker. Forfærdeligt, siger jeg Dem, forfærdeligt. Den efterlod et goldt ørkenagtigt landskab, eller Mars-agtigt bortset fra den røde nuance, som efter sigende er opfundet af et PR firma, da Mars i virkeligheden er nærmest skifergrå, men vi vil nødigt omdøbe den til Den Grå Planet, vil vi? Men fordelen - og der er en fordel ved de fleste afskyeligheder i denne dualitetens verden - ved dette var, at jeg nu havde et friere udsyn fra mine vinduer og kunne se enhver, der prøvede at nærme sig en halv dag før de ankom, hvilket gav mig tid til at lave kaffe og smøre nogle madder jeg kunne tage med mig til bunkeren under mit hus og slukke alt lys for at signalere, at jeg ikke var hjemme og deres besøg var forgæves.

tørre fødder
jeg hviler hvor hypotetiske floder
kunne flyde sammen

Jeg har haft pletter, der begyndte som bitte små røde punkter, som om de mindste kapillærer brast på samme tid, men de voksede til at blive gigantiske kødædende fugle, der begyndte at terrorisere landsbyen og æde alle køer, grise, får og hvad véd jeg og ruinerede således kommunens økonomi. I årevis havde folk ingen kødvarer, intet kød at spise, intet kød at sælge, ingen grydestege, ingen tandoori-krydrede kyllinger, ingen lammekoteletter og så videre; alle de små ting, der gør livet værd at fortsætte. Heldigvis selvantændte de efter et måltid og bortskaffede sig selv fra denne verden, men det varede 5 år før den sidste brændte op. Den brød i lys lue over skolen og 200 børn og en håndfuld gamle lærere brændte med, men hvad kan man stille op?

nej,
at tegne en vulkan
gør ikke solen sort

Jeg har haft blå-røde-lilla pletter, egentlige plamager, skjolder, ikke af skam, som det gamle tyske ord antyder, men af krig, grådighed og misforstået hellighed; det var oprindelsen til korstogene og se bare hvor rodede de var og hvilket rod, de medførte. Måske var det alligevel pletter af skam. Når jeg ser nyhederne, får jeg det bestemte indtryk, at en anden end jeg, også har denne hudlidelse. De ser ikke ud til at stoppe, de dér korstog.

Jeg har haft blærer og blister, der i årevis flød af pus og blev ophav til de mest afskyelige ideer mennesket har haft: ”trickle down” økonomien, racehygiejne, etablering af Himlen på Jorden og den slags tåbeligheder, der blot fører til at gøre den menneskelige tilstand endnu mere ubærlig, og tro mig, jeg har det ikke godt med det. Men igen: hvad kan man stille op?

uden et ord for blå
kan jeg så se
himlen?

Jeg er ikke hypokonder, det er noget, jeg i hvert fald ikke er, skønt på jeg på vegne af verden (som kunne gå ad helvede til - hvilket den nok også gør - hvis det ikke var for mine få men fundamentale behov for interessante bøger, god musik, fin tobak og stærk kaffe - de to sidste ikke til at fremstille i den mørke sump mod nord befolket af dovne bønder, der kun med anstrengelse kan kende forskel på en gulerod og radio, på en kartoffel og en ko …) bliver jeg nødt til at være på vagt og på tæerne for at kunne advare om udbrud af indtil videre ukendte plager af alle slags kommende ud gennem min hud, som jeg mere og mere mistænker for at være et medium mere end noget andet. Det er det mindste, jeg kan gøre. Jeg burde gå ned og hænge en seddel op i supermarkedet om, at noget snart kunne være på vej. Jeg véd ikke rigtig. Jeg véd ikke engang, om nogen overhovedet kan læse mere.

mappa mundi
et sted i Kina
stemmes et klaver

Endnu klør de nye pletter bare, hvilket kunne indikere, at de er myggestik eller udslag af en allergi, men hvis de var det, burde de ikke lyde som gigantiske sværme af gedehamse, vel?

growing rock / voksende klippe

As I lay there half asleep on the left side the pain from my hip - around the Caput Femoris, I guess, or at least from the muscles around it, what do I know, I haven't yet developed x-ray vision, it's on my to-do-list, but time time time isn't on my side, no pun intended - began solidifying into a fast growing and expanding kind of rock and spreading downwards to the bed, the floor, to the silhouette of a human being (I hope it's a woman) lying beside or in front of me or how it is, to the floor, onwards to the house and further off into the city turning everything into stone or rock or itself … I suppose I could feel it's expansion and what it swallowed because my nervous system expanded inside and with it as it grew. I could sense the warm deaths of engines as they stopped working in spite of being given the power of thousands of horses by well meaning and greedy men working for yet greedier men. They died, the machines. Things stopped. Everything that turned into my stony body stopped and … but really, I don't want to be that vast. I don't want to be one who makes everything stop and enter a fruitless sleep; in as much as rock sleeps. I just want to get out of bed and get on with the exercises that will give me x-ray vision. But the rock, the rock ...

rain rain rain
is boredom
vertical?


*****



Som jeg lå der på venstre side i en halvsøvn begyndte smerten fra den venstre hofte - omkring Caput Femoris, tror jeg, eller i hvert fald fra musklerne omkring den, hvad véd jeg, jeg har endnu ikke udviklet røntgensyn, det er noget jeg har på programmet, men tiden tiden tiden arbejder ikke for for mig - at stivne og blive en en slags voksende klippe og sprede sig nedad til sengen, gulvet, til omridset af et menneske (jeg håber det er en kvinde) i sengen ved siden af eller foran mig, eller hvordan det nu er, til gulvet, dernæst til huset og videre ud i byen og forvandle alting til sten eller klippe eller sig selv … jeg formoder, jeg kunne mærke udvidelsen og det opslugte fordi mit nervesystem udvidede sig inde i og sammen med den, mens den voksede. Jeg kunne mærke den varme død af maskiner idet de holdt op med at virke på trods af, at de var blevet givet tusinder af hestes kræfter af velmenende og grådige mænd, der arbejdede for endnu mere grådige mænd. De døde, maskinerne. Ting standsede. Alt, der forvandledes til min stenede krop, standsede, stoppede, holdt op med at virke og … men helt ærligt, jeg har ikke lyst til at være så stor. Jeg vil ikke være den, der får alting til at holde inde og gå ind i en frugtesløs søvn; for så vidt som sten sover. Jeg vil bare gerne ud af sengen og komme videre med de øvelser, der skal give mig røntgensyn. Men klippen, klippen …

regn regn regn
er kedsomhed
lodret?

Friday, September 2, 2016

walking / at gå

I am walking. That's what I do. Walk. Because I can, because cannot not walk. Or not to walk is an option that is physically, mentally, philosophically, spiritually and existentially out of the question. When I think of it I haven't reflected on the fact that I'm walking. I just do. That's my being. That's my reality.

screaming or not a bat merges with a cave

I am walking following my nose and my nose follows a sometimes bright white, sometimes dark muddy path through what I assume is a marsh. Could be anything, really. At times I convince myself that I can see a little tree, at times a shadow of one or more four legged creatures stopping shortly as they sense me and my steps - all I am - but mostly I see fog. Dense fog, fog that could be a wall if it wasn't for its soft dampness and the fact that I cannot write on it. In as much I have the physical ability or a remembrance of what writing is. I vaguely seem to recognise a thought saying: If your body has learned to write, it won't forget, but as mentioned: the fog is not a wall and disappears when I touch it. As does everything. Except the path. The path stays, or goes on, whatever. So I walk on.

unnoticeable
the space between
raindrops

I put one foot in front of the other; or is it the other way round? Doesn't that depend on which foot I put out first? (Makes you wonder about feet and shoes). Out of what? Where? It's in the fog. Perhaps I came from the fog and merely travel inside it for who knows what reason and with what purpose. Or I am the fog. A tiny speck of consciousness inside a body of fog, a body that does what it does, rolls how it rolls and covers some land like all bodies take up land or place according to their size following its own instincts of which I am unaware. What kind of consciousness is that? A powerless one, but can consciousness in itself do anything? Grab anything? Fathom, yes, grab, no.

to change world move the red to where the blue was

It is what it is and perhaps I have only begun my walking, perhaps I have been walking forever, but if that is the case the Earth has stopped spinning. I haven't seen night nor anything I with certainty can call day, just a dusk-like neither day nor night. That's why it's good when the path is white, bad when the path is dark.

what's in a name
a being?
a sound?

From where does this conviction rise that it's a path I'm walking, or a path - and my nose - that leads me on? What do I already know that I don't know?


******


Jeg går. Det er dét, jeg gør. Går. Fordi jeg kan og ikke kan lade være. At lade være er en mulighed, der fysisk, mentalt, filosofisk, åndeligt og eksistentielt ikke kan være tale om. Når jeg tænker over det, har jeg ikke tænkt over det faktum, at jeg går. Det gør jeg bare. Det er min væren. Det er min virkelighed.

skrigende eller ej bli'r en flagermus eet med en hule

Jeg følger min næse, når jeg går, og min næse følger en til tider skinnende hvid til og andre tider mudret og mørk sti gennem det, jeg formoder er en marsk. Kunne være hvad som helst, egentlig. Somme tider overbeviser jeg mig selv om, at jeg kan se et lille træ, andre gange en skygge af et eller flere firbenede væsener, der stopper for øjeblik, når de sanser mig og mine skridt - alt jeg er - men mest ser jeg tåge. Tæt tåge, tåge, der kunne være en væg, hvis ikke den var så blød, så fugtig og det faktum, at jeg ikke kan skrive på den. Jeg synes svagt at kunne genkende en tanke, der siger: hvis din krop har lært at skrive, glemmer den det ikke, men som nævnt: tågen er ikke en væg og forsvinder, når jeg rører den. Som alt andet. Bortset fra stien. Stien forbliver hvor den er, eller går videre, hvad véd jeg. Så jeg går videre.

ubemærket
pladsen mellem
regndråberne

Jeg sætter én fod foran den anden; eller er det omvendt? Afhænger det ikke af, hvilken fod, jeg først satte frem? (Får én til at undres over fødder og sko). Frem for hvad? Hvor? Det er i tågen. Måske jeg kom af tågen og blot rejser inde i den for hvem véd af hvilken årsag og med hvilket formål. Eller jeg er tågen. Et lille glimt af bevidsthed inde i en krop af tåge, en krop der gør hvad den gør, ruller som den ruller og dækker noget land ligesom alle legemer optager noget land eller plads efter deres størrelse, og følger sine egne instinkter, som jeg er uvidende om. Hvilken slags bevidsthed er det? En magtesløs én, men kan bevidsthed i sig selv gøre noget? Gribe noget? Fatte, ja, gribe, nej.

for at forandre verden flyt den røde til hvor den blå var

Det er, hvad det er, og måske er jeg kun lige begyndt min vandring, måske har jeg gået altid, men hvis det er tilfældet, har Jorden stoppet sin rotation. Jeg har ikke set nat eller noget jeg med sikkerhed kan kalde dag, kun et tusmørkeagtigt hverken eller. Derfor er det godt, når stien er hvid og dårligt, når stien er mørk.

hvad er der i et navn?
en væren?
en lyd?

Hvorfra kommer denne overbevisning om, at jeg går på en sti, eller at en sti - og min næse - leder mig fremad? Hvad er det jeg allerede véd uden at vide det?

Tuesday, July 26, 2016

rain flames / regnflammer

moist
where the air
rubs against the floor


fugtighed
hvor luften
gnider mod gulvet


:


home-
or streetless

the rain

's the rain


hjem-
eller gadeløs

regnen

er regnen


:


to walk
in the forerunner
of rain

to stand
still

and



at gå
i forløberen
for regn

at stå
stille

og


:

not a sixth sense just an unblocked nose

ikke en sjette sans blot en ublokeret næse

:


learn from it or not you'll get wet anyway

lær af den eller ikke du bli'r våd alligevel

:


far off
the rain's

a veil
of rain



langt borte
er regnen

et slør
af regn


:


fly a plane right thru it it's still rain

flyv en flyver li' igennem den den er stadig regn


:

iPerfect
for keeping your name in
the rain

iPerfekt
til at opbevare dit navn i
regnen


:


A Love Supreme
will rain in barrels stop
being rain?


A Love Supreme
vil regn i tønder holde op
med at være regn?

:

there in the cup
a slurp of fallen
cloud

         you borrow
         what's not yours
         and forget



der i koppen
en slurk af faldet
sky

        du låner
        hvad der ikke er dit
       og glemmer

:

mine mine mine
or yours - the rain
doesn't care


min min min
eller din - regnen
er ligeglad

:


leaving it behind in a puddle
the day moves past
the rain

efterlader det i en pyt
bevæger dagen sig forbi
regnen

:

here too
you can stand up straight
in the rain

        the road's already 
        where you are

også her
kan du stå oprejst
i regnen

         vejen er allerede dér
         hvor du er

:


when you go out for fags
the rain's
another skin


når du går ud efter smøger
er regnen
en ekstra hud

:


girls's screams
boys' shouts
that's the weave of sleep
when it comes

        and in dreams
        we thirst
        in the rain


pigers skrig
drenges råb
dét er søvnens vævning
når den kommer

        og i drømme
        tørster vi
        i regnen


:


after that
the rain's on fire
too

        and the skin
        we feel
        we wear


efter dét
står regnen også
i flammer

        og huden
        vi føler
        vi bærer

:


after a night's falling
it's the surface of the riddle
in the mirror

        and child
        hood
        is burning
        too


efter en nats falden
er det overfladen af gåden
i spejlet

        og barn
        dommen
        brænder
        også

:

rain
and everyone think
it's theirs

        the puddle is burning
        the mirrored
        in the riddle
        too


regn
og alle tror
det' deres

        pytten står i flammer
        den spejlede
        i gåden
        også

:

where he sat
he left
his rain
behind


hvor han sad
efterlod han
sin regn

:

the hearing of the rain
if that burns too
what is
left?


hørelsen af regnen
hvis den også brænder
hvad er der
tilbage?


Monday, July 11, 2016

Rain Talk / Regnsnak - haibun

GARFF: “Oh, it stopped.”
NOLL: “It stopped?”
GARFF: “It stopped.”
NOLL: “What stopped?”
GARFF: “The rain.”
NOLL: “The rain?”
GARFF: “The rain.”
NOLL: “It stopped?”
GARFF: “Yes.”
NOLL: “Good.”
GARFF:” I can't hear a thing, though.”
NOLL: “There's nothing to hear, but …”
GARFF: “But what?”
NOLL: “That there Sunday sound.”
GARFF: “What's the Sunday sound?”
NOLL: “Unspecified machines doing what they do in unseen places.”
GARFF: “Or in the streets.”
NOLL: “Or in the streets.”
GARFF: “Or in this house.”

NOLL (gets up, grabs an ashtray from the table and starts beating on the radiator): “STOP IT! YOU HEAR ME?! STOP IT!”
GARFF: “They can't hear you.”
NOLL: “Why not?”
GARFF: “They're out.”
NOLL: “All of them?”
GARFF: “All of them.”
NOLL: “All of them? Even those on the first, second and fourth floor? Those to the left and the right?”
GARFF: “Yep. All of them.”
NOLL: “Well, I never ...”
GARFF: “Oh, that's a blackbird, I think. They always sing when the rain has stopped.”
NOLL: “And when the day is about to begin.”
GARFF: “How do they know?”
NOLL: “Know what?”
GARFF: “That the day is about to start.”
NOLL: “I don't know. They just do.”
GARFF: “Must have a timer in them. Or ...”
NOLL: “Or what?”
GARFF: “What what?”
NOLL: “I don't know.”

(Pause. The sound of one blackbird singing. Then the sound of heavy rain.)

GARFF: “Oh, it started again.”
NOLL: “It started again?”
GARFF: “Yes.”
NOLL: “What?”
GARFF: “The rain.”
NOLL: “The rain?”
GARFF: “The rain.”


in the stream of 1's and 0's a 2 making it jazz


..:..:..:..



GARFF: ”Nå, den holdt op.”
NOLL: ”Den holdt op?”
GARFF: ”Den holdt op”.
NOLL: ”Hvad er holdt op?”
GARFF: ”Regnen.”
NOLL: ”Regnen?”
GARFF: ”Regnen.”
NOLL: ”Den holdt op?”
GARFF: ”Ja.”
NOLL: ”Godt.”
GARFF: ”Jeg kan dog ikke høre noget som helst.”
NOLL: ”Der er ikke noget at høre, bortset fra ...”
GARFF: ”Fra hvad?”
NOLL: ”Den dér søndagslyd.”
GARFF: ”Hvad er søndagslyd?”
NOLL: ”Uspecificerede maskiner der gør, hvad de gør på steder, vi ikke kan se.”
GARFF: ”Eller på gaderne.”
NOLL: ”Eller på gaderne.”
GARFF: ”Eller her i huset.”

NOLL (rejser sig, griber et askebæger fra bordet og begynder at hamre på radiatoren): ”STOP DET! HØRER I!? STOP DET!”
GARFF: ”De ka' ikke høre dig.”
NOLL: ”Hvorfor ikke?”
GARFF: ”De er ude.”
NOLL: ”Allesammen?”
GARFF: ”Allesammen.”
NOLL: ”Allesammen? Selv dem på første, anden og fjerde sal? Både dem til højre og til venstre?”
GARFF: ”Jep. Allesammen.”
NOLL: ”Nej, nu har jeg aldrig ...”
GARFF: ”Ah, det' en solsort, tror jeg. De synger altid, når det' holdt op med at regne.”
NOLL: ”Og når dagen skal til at begynde.”
GARFF: ”Hvordan véd de det?”
NOLL: ”Véd hvad?”
GARFF: ”At dagen skal til at begynde.”
NOLL: ”Aner det ikke. Det gør de bare.”
GARFF: ”De må ha' en timer inden i. Eller ...”
NOLL: ”Eller hvad?”
GARFF: ”Hvad hvad?”
NOLL: ”Aner det ikke.”

(Pause. Lyden af en enkelt syngende solsort. Derefter lyden af kraftig regn.)

GARFF: ”Nå, så begyndte den igen.”
NOLL: ”Begyndte den igen?”
GARFF: ”Ja.”
NOLL: ”Hvadforen?”
GARFF: ”Regnen.”
NOLL: ”Regnen?”
GARFF: ”Regnen.”


i strømmen af 1'ere og 0'er en 2'er der gør det til jazz


Monday, July 4, 2016

Disguise / Forklædning - a dialogue - en dialog

BO: ”Hi”
KARL: ”Hi. Damn! I mean, do you recognise me?”
BO: “What are you talking about? Of course I recognise you”
KARL: “Shit! Then my disguise isn't working”
BO: “You're disguised?”
KARL: “Yes”
BO: “No”
KARL: “No? I got it wrong then”
BO: “Disguised as what?”
KARL: “I get confused, but normally I see my self as a bearded man ...”
BO: “You don't have a beard”
KARL: “No, not now. Or perhaps ...”
BO: “Either you have a beard or you haven't. Right now the situation is this: I am NOT talking to a bearded man. Clear?”
KARL: “That's not it! I mean, normally - and please do not interrupt me - normally I consider myself, as I said, as a bearded man, a man with a beard”
BO: “A man with a beard IS 'a bearded man' any day, I'd say”
KARL: “Shut up! You're interrupting me”
BO: (in a corny French accent) “Oh, my, my. Je suis trés désolé, Monsieur”
KARL: “Don't you trés désolé me, you … box! I didn't ask you to come here. I was sitting minding my own business and then you come along thinking you have the right to do and say whatever you like”
BO: “It's a free country and a public park! I have as much right to be here as anybody!”
KARL: “Free and free … certainly depends on what you mean by 'freedom'. As far as the constitution goes, we have all the freedom we want except that kind that is necessary to unlock man's true potential to become what he truly is!”
BO: “You mean, to be a bearded man if you haven't got a beard?”
KARL: “What? Who's talking about beards? What has beards got to do with anything?”
BO: “You started it”
KARL: “No, I didn't”
BO: “Yes”
KARL: “No”

ad infinitum
the rain that fell goes up
and down again

BO: “Yes, you said something about seeing yourself as a bearded man and being in disguise”
KARL: “Ah yes. Gosh, I'm all over the place. The thing is: fundamentally I see myself as a bearded man, a man with a beard. Years ago I didn't see myself like that - and fortunately I didn't have a beard then - HUSH! (turning his head quickly, lifted finger, BO was just about to interrupt), but then I grew one and that sorta changed me. Or the way I perceive myself. Then I had to meet a certain someone and I didn't want to appear as the real me, so they could recognise me anywhere, you know, all that surveillance stuff is really giving me the creeps, so I shaved to look different, but I didn't really mean it. I mean, I shaved my face but not the real me. The inner me”
BO: “So, now you're a bearded person without a beard, right?”
KARL: “I'm a bearded person who pretends he has shaved his face but in reality, in the real real real reality, still has a beard, i.e. a bearded person”
BO: “Did it work you think?”
KARL: “Yes, but I feel naked”
BO: (Looking up and down the bearded one (without a beard)) “You're not naked”
KARL: “I'm not?” (pause) “It's just one of those days, you know, where everything seems unhinged”
BO: “Ah, you're a door now”
KARL: “Or a garden gate. What do I know?”
BO: “I'm glad you're not naked, but you most definitely don't have beard”
(Sigh)

cloud maths
one plus one equals
another one

BO: “You cannot shave the Self, can you?” (pause) “Or a door ...”

pointing it out the cloud-shaped cloud

..:..:..


BO: ”Hej”
KARL: ”Hej. Fandens! Jeg mener, kan du genkende mig?”
BO: ”Hva' snakker du om? Selvfølgelig kan jeg genkende dig”
KARL: ”Pis! Så virker min forklædning ikke”
BO: ”Er du forklædt?”
KARL: ”Ja”
BO: ”Nej”
KARL: ”Nej? Så må jeg ha' gjort det forkert”
BO: ”Forklædt som hvad?”
KARL: ”Jeg er forvirret, men normalt ser jeg mig selv som en skægget person...”
BO: ”Du har ikke skæg”
KARL: ”Nej, ikke nu. Eller måske ...”
BO: ”Enten har man et skæg eller osse har man ikke et skæg. Lige nu er situationen dén, at jeg IKKE taler til en skægget person. Er det klart?”
KARL: ”Det' ikke dét! Jeg mener, normalt - og for guds skyld la' vær' med at afbryde - normalt ser jeg mig selv, som sagt, som en skægget mand, en mand med skæg”
BO: ”En mand med skæg ER 'en skægget mand' til hver en tid, skulle jeg mene”
KARL: ”Hold mund! Du afbryder mig”
BO: (Med en skabagtig fransk accent) ”Åh jamen dog. Je suis trés désolé, Monsieur”
KARL: ”Du ska' sgu komme her og trés désolé mig, din … æske! Hvem pokker har inviteret dig? Her sidder jeg og passer mine egne sager, og så kommer du bare dér og tror, at du kan gøre og sige lige hvad du vil!”
BO: ”Det' et frit land og en offentlig park! Jeg har lige så meget ret til at være her, som enhver anden!”
KARL: ”Frit og frit … det kommer sandelig an på, hvad du mener med 'frit'. Ifølge grundloven har vi al den frihed, vi vil ha' bortset fra den slags, der er nødvendig, for at frisætte mennesket og blotlægge dets potentiale til at blive, hvad det i sandhed er!”
BO: ”Du mener, til at blive en skægget mand selvom man ikke har et skæg”
KARL: ”Hva'? Hvem taler om skæg? Hvad har skæg med sagen at gøre?”
BO: ”Du begyndte”
KARL: ”Nej, jeg gjorde ej”
BO: ”Jo”
KARL: ”Nej”

ad infinitum
regnen der faldt går op
og ned igen

BO: ”Jo, du sagde noget om, at opfatte dig selv som en skægget person og noget om at være forklædt”
KARL: ”Nåeh ja. Mand, jeg er fuldstændig rundt på gulvet. Sagen er: helt grundlæggende opfatter jeg mig selv som en skægget mand, en mand med skæg. For år tilbage så jeg ikke mig selv sådan - og heldigvis havde jeg ikke skæg dengang - SH! (vender hovedet hurtigt mod BO og løfter pegefingeren, BO skulle lige til at afbryde), men så lod jeg skægget gro, og det forandrede mig. Eller den måde jeg så mig selv på. Så var det, at jeg skulle møde en bestemt person, og jeg ville ikke møde op som mit rigtige mig, så de ku' genkende mig overalt, du véd, al den der overvågning giver mig myrekryb, så jeg barberede mig for at se anderledes ud, men jeg mente det ikke alvorligt. Jeg mener, jeg barberede mit ansigt, men ikke min person. Mit indre jeg”
BO: ”Virkede det så, syn's du?”
KARL: ”Ja, men jeg følger mig nøgen”
BO: (Ser op og ned ad den skæggede (uden skæg)) Du er IKKE nøgen”
KARL: ”Er jeg ikke?” (pause, ser op og ned ad sig selv) ”Det' én af de dér dage. Alt synes at ryge af hængslerne”
BO: ”Åh, nu er du en dør?”
KARL: ”Eller en havelåge. Hvad véd jeg?”
BO: ”Jeg er glad for, at du ikke er nøgen, men du har helt bestemt ikke skæg”
(Suk)

sky-matematik
én plus én er lig med
endnu én

BO: ”Man kan ikke barbere Selvet, kan man?”

udpeger den den skyformede sky

yotsumono 04-07 2016

jazz festival
rain, hail and thunder
on percussion

in theory it could be nice
a sky painted by a Fender Rhodes

kings of nothing
millionaire dogs throw bones
to the burning silent

life's too short for …
the list grows








jazzfestival
regn, hagl og torden
på percussion

i teorien ku' det være godt
en himmel malet af et Fender Rhodes

konger af ingenting
millionær-hunde kaster ben
til de brændende tavse

livet er for kort til …
listen vokser