haibun

»No, don't put your head in there!«

he said, »put it back on your neck or you'll frighten people.« Reluctantly I pulled my head out from a big bosomed Bavarian beer tank wielding woman's cleavage and adopted an air of seriousness (not without a 'yodelai-ii-oo' as farewell; she smiled, I'm sure) as we walked through the enormous and hugely populated tent just outside the doomed town; or perhaps it was post-doomed as it was really nothing but smoking rubble and was about to again become part of the mountain from whence it once rose stone by stone taken from the mountain's body. So to speak. What comes from the mountain returns to the mountain. Or something like that.

one window apart the Theotokos and Vishnu

As it is with human beings who aren't aware whether they're dead or not, the crowd – or the gathering of crowds or how it is, seeing that it's impossible to feel at home in gatherings of more than 154 people (according to Nicodemus the Elder of Mt. Rectum), spent what it had or didn't have left of time partying without celebrating anything and was uninhibitedly gulping down beer, wine and spirits no matter what their respective god(s) might have said about that and of course that made them lose whatever constraints their cortex – or cortexes - may have held of morally-socially-religiously regulations of behaviour and people were gradually regressing to a lizard state first becoming dogs, then rats and then lizards, geckos and skinks and so on hurrying out into the relentlessly sun drenched desert where they would probably perish in solitude having lost all sense of being a social being; or be eaten by snakes and jinns. What do I really know? The Lord really do move mysteriously.

outwardly unimpressed by winter vine

Having made it to the far end of the tent away from the town we went down a long flight of stairs to the omnipresent ocean surrounding the known Earth and onto a huge ship.

»There's nothing we can do about it,« he said in a neutral voice. »Now it has to run its own course. In the meantime we'll reside here on this safe ship till the fires of the land and humanity has died down.«

dusting a porcelain bear winter solstice gets closer

Now we're travelling the waters that surround the known for as long as it'll take and things take the time they take (which can be understood in two ways, but that's beyond my authority to say anything about) and occasionally feeding Leviathan or Jörmungandr or what it's called with bread crumbs and milk. Time would indeed seem long and the waiting unbearable if it wasn't for the very up-beat Activity Director on board; he is pretty good at organising games and cocktail parties, but that's another story.

here again it's nothing and a few neutrinos wind

»Nej, la' vær' med at putte dit hoved derned!«

sagde han, »sæt det tilbage på din hals, ellers skræmmer du bare folk!« Modvilligt trak jeg mit hoved tilbage fra en storbarmet bayersk ølkrussvingende kvindes kavalergang og anlagde en air af alvor (ikke uden et 'jodelæ-ii-uu' til afsked; jeg er sikker på, at hun smilede), mens vi gik gennem det gigantiske og voldsomt befolkede telt lige udenfor den fordømte by; eller måske var den post-fordømt eftersom den ikke var andet end rygende murbrokker og var på vej til igen at blive del af bjerget, hvorfra den havde rejst sig sten for sten taget fra bjergets krop. Så at sige. Hvad der kommer fra bjerget vender tilbage til bjerget. Eller noget i den dur.

adskilt af eet vindue Gudsfødersken og Vishnu

Som det er med mennesker, der ikke er klar over, om de er døde eller ej tilbragte gruppen – eller gruppen af grupper eller hvordan det nu forholder sig, idet det er umuligt at føle sig hjemme i forsamlinger på mere end 154 mennesker (iflg. Nicodemus den Ældre fra Rektumbjerget) hvad den havde eller ikke havde tilbage af tid med at fest uden at fejre noget og uhæmmet nedbælle øl, vin og spiritus uanfægtet af, hvad deres gud(er) end måtte have sagt om dette, og det fik dem i sin tur til at miste de begrænsninger, hæmninger om De vil, som deres cortex – eller cortexer – måtte have indeholdt af moralsk-sociale-religiøse reguleringer af opførsel og folk regrederede gradvist til et øglestadie idet de først blev hunde, siden rotter og endelig øgler - firben, gekkoer og skinker og så videre – der skyndte sig ud i den af solen nådeløst brændte ørken, hvor de sandsynligvis ville gå til i ensomhed uden erindring om, at de engang var sociale væsener; eller blive spist af slanger og djinner. Hvad véd jeg egentlig? Herrens veje er sandelig ...

udadtil uimponeret af vinteren efeu

Efter at have banet os vej til den fjerne ende af teltet, den der vendte bort fra byen, gik vi ned ad en lang trappe til det allestedsnærværende hav, der omgiver den kendte Jord og ombord på et gigantisk skib. »Der er intet vi kan gøre ved det,« sagde han i et neutralt toneleje. »Nu må det gå sin egen skæve gang. Imens vil vi tage ophold på dette sikre skib indtil ilden i landet og menneskeheden er døet ud.«

mens jeg støver en porcelænsbjørn af kommer vintersolhverv tættere

Nu berejser vi vandene, der omgiver det kendte og det vil tage den tid, det tager, for ting tager nu engang den tid, de tager (og det kan forstås på to måder, men det ligger udenfor min bemyndigelse at forklare dette) og indimellem fodrer vi Livjatan eller Jörmungandr eller hvad den nu kaldes med brødkrummer og mælk. Tiden ville uvægerligt føles lang og ventetiden ubærlig, hvis det ikke havde været for den noget oppe-på-dupperne Aktivitetsinstruktør om bord; han er god til at finde på lege og konkurrencer og arrangere cocktail parties, men det er en anden historie.

her igen er den ingenting og nogle få neutrinoer vinden