ah, them eyes / åh, disse øjne - haibun

My eyes took off, absconded, ran away, abandoned ship, so to speak – in as far I can be taken as, perceived as such a means of transportation, which, with any amount of good will (or bad) or elastics in terms of definitions seems rather far fetched to me, but there you have it: you can't really argue with how reality in the shape of a phenomenon, an isolated object, is perceived by anyone not yourself like the eternal question: does she perceives the colour red in the same way as me? – and went on an inquisitive journey around the suddenly manifested renaissance palace of Florentine origin - or at least inspired by the architecture of said city and ditto period - taking in every little detail but dwelling – perhaps a little too long, but what can you do? – on the more sensual and frivolous details hidden in the tapestries and carvings, in the lush park and garden scenes of the enormous paintings and frescos.

          night train

          villages burst out of the night

          and back

But I, in as much as (the) I as a data gathering and processing entity reside in my brain (on a comfy chair in the pineal gland perhaps(?)) - didn't see anything. I had to stay put in the very place I was when my eyes left me, my boomerang eyes, my scouting hungry eyes, waiting for them to return to their sockets and unload their impressions into my dried up brain.

          climpety-clomp-pff

          the train's outta sync

          with Marais' viol

When and if my hands return I'll probably jot down the most juicy scenes. Then I'll have something to remember.

...:::...:::...

Mine øjne forlod mig, stak af, skred, løb væk, overgav skibet så at sige – for så vidt jeg kan opfattes som et sådant befordringsmiddel, hvilket, med nok så megen god (eller ond) vilje eller elastisk i definitionsetiketterne synes at være temmelig langt ude, men sådan er det: man kan egentlig ikke sætte spørgsmålstegn ved hvordan virkeligheden i skikkelse af et fænomen, et isoleret objekt, opfattes af en anden, der ikke er een selv, ligesom det evige spørgsmål: opfatter hun farven rød på samme måde som jeg? - og tog på opdagelsesrejse rundt i det pludseligt manifesterede renæssancepalads af florentinsk oprindelse - -eller i det mindste syntes det inspireret af førnævnte by og ditto periode - idet de begærligt indoptog enhver detalje og dvælede – måske en smule for længe, men hva' ka man stille op? - ved de mere sensuelle og vovede detaljer gemte i gobelinerne og udskæringerne, i de overdådige have- og parkscenerier på de vældige malerier og freskoer.

          nattog

          landsbyer springer ud af natten

          og tilbage

Men jeg, for så vidt at jeg(et) som et dataindsamlings og – behandlingsvæsen er til stede i hjernen (på en magelig stol i koglekirtlen måske(?) - så ingenting. Jeg måtte forblive stående på det sted, hvor jeg var, da mine øjne forlod mig, mine boomerangøjne, mine spejdende øjne, og vente på at de vendte tilbage til deres huler og videregav synsindtrykkene til min udtørrede hjerne.

          klimpeti-klomp-pff

          toget er ude af takt

          med Marais's gambe

Når og hvis mine hænder vender tilbage vil jeg sandsynligvis kradse de mest saftige scener ned. Så vil jeg have noget at huske.