The Tale / Fortællingen

The Tale 
(The Hole in the Lake 2)

”If you can see it, don't stare at it”. That was, and still is, the old saying going round the village. ”If you stare at it, it's like the ”things” (and people would make, and is still making, quotation marks in the air with the 'pointing finger' and the 'long man' – that's the middle one – on both hands lifting them to align with their ears) that live in the hole can sense you more clearly”, and it always sounded like something to be avoided.

between showers playing solitaire with half a card deck

“They'll sense you and seek you out at night”, and you were left to yourself imagining what “they” or “it” would do then. Maybe steal your dreams or make your milk go bad, open and close doors and meddle with your memories.

no swallows but 5000 penguins reinforcing the spire

“Old Mr. X, he who walks the streets at night crying, is said to be one of those who can “see” (the quotation marks again) and he actually stared. At the hole, that is. Then his wife died and his house burned down”.

“No, his wife left him and went to live with Hansen out on the headland”.

“Nonsense. He was never married”.

“He most certainly was! I was living next to them for a couple of years in the big copper beech down by the old mill”.

“He never lived in the copper beech!”

“He did too!”

adjusting the atomic clock by a light year meticulous penguins

Whatever the “thing” or “things” in the hole in the lake (in as much they're real, which I begin to think is a possibility) do, it – or they - create confusion and disagreement. Not that that's something hard to accomplish anyway ...

one drop two drops a million and one autumn rain

“Is it even possible to live in a copper beech? What do you do when winter comes?” The coot, which has stood at a little distance, and yet isn't at an evolutionary stage that allows it to ask these questions for anyone other than itself as anything but a quiet inner wonder, waddle back down the trail to the lake, the lake with hole.

Historien

(Hullet i søen 2)

”Hvis man kan se det, skal man ikke stirre på det”. Det var, og er stadig, det, man siger i landsbyen. ”Hvis man stirrer på det, er det ligesom om ”tingene” (og folk ville lave, og laver stadig, citationstegn i luften med pegefingeren og langemanden på begge hænder, mens de løftede dem op i luften, til de flugtede med deres ører), der bor i hullet kan fornemme een mere tydeligt”, og det lød altid som noget, man burde undgå.

mellem byger lægger jeg kabaler med et halvt sæt kort

”De kan fornemme dig og vil opsøge dig om natten”, og det var overladt til een selv, at forestille sig, hvad ”de” eller ”det” så ville gøre. Måske stjæle dine drømme eller gøre din mælk sur, måske åbne og lukke døre eller blande sig i og rode med dine erindringer.

ingen svaler men 5000 pingviner forstærker spiret

”Gamle Hr. X, ham, der går rundt på gaden om natten og græder, siges at være een af dem, der kan ”se” (de dér citationstegn igen) og han stirrede faktisk. På hullet, altså. Så døde hans kone og huset brændte ned”.

”Nej, hans kone forlod ham og flyttede sammen med Hansen ude på næsset”.

”Vrøvl. Han har aldrig været gift”.

”Det var han så sandelig! Jeg boede lige ved siden af dem i nogle år i den store blodbøg ned ved den gamle mølle”.

”Han har da aldrig boet i blodbøgen!”

”Det har han i hvert fald!”

justerer atomuret med et lysår omhyggelige pingviner

Uanset hvad ”tingen” eller ”tingene” i hullet i søen (for så vidt de er virkelige, hvilket jeg begynder at tro på muligheden af) gør, så skaber den - eller de – forvirring og uenighed; ikke noget, der er vanskeligt at afstedkomme under alle omstændigheder ...

en dråbe to dråber en million og en efterårsregn

”Er det overhovedet muligt, at bo i en blodbøg? Hvad gør man så, når det bli'r vinter?” Blishønen, som har stået lidt på afstand, og som endnu ikke befinder sig på et evolutionært stadie, der tillader den at stille disse spørgsmål til andre end sig selv som andet end en stille indre undren, vralter tilbage ned ad stien til søen, søen med hullet.