The Hole in the Lake / Hullet i søen

The Memory

(The Hole in the Lake 1)

For as long as anyone could remember there was a hole in the lake. A hole that came and went in the eyes of some or was permanent for those who “had eyes that saw”, as they who “saw” said not without feeling a bit more chosen than the ones who only saw it from time to time.

for all my good intentions rotting bean sprouts

When you stood behind the church under the trees overgrown with vines as old as the hill on which the somewhat younger church was built and looked towards the pig farm on the other side of the lake you could see it. The hole. (If one had “the eyes”, for course). Ducks, coots, swans and the occasional grebe (all the kinds of birds that (theoretically) could be seen on the lake were depicted on a sign almost faded the same way as the photos in the long closed hair dressing salon (there aren't that many blue birds in Denmark, if any)) would paddle around it, perhaps looking down into it (who can say what birds pay attention to) without falling into it. As legend has it the hole didn't create a vortex or a waterfall.

You could stand there staring for hours, and never see a swan struggle to keep clear of it.

deep within the sound of rain a bacteria smelling of star anise

No, no one had ever seen anything fall down into the hole, any birds, that is, but there were stories about something looking like a person, or persons, depending on who told the story, exiting and entering the hole in the lake.

tracked by a satellite (of love?) I circle the meat counter

“It's portal”, says one.

“It's wizardry”, says another.

“It's not edible”, says a coot and coots away into the reeds.

Erindringen

(Hullet i søen 1)

Lige så længe nogen kunne huske, har der været et hul i søen. Et hul der kom og gik i nogles øjne eller var permanent for de, der ”havde øjne der kunne se”, som de, der kunne ”se” sagde ikke uden at føle sig en smule mere udvalgt end de, der kun så det engang i mellem.

på trods af mine bedste intentioner rådnende bønnespirer

Når man stod bag kirken under træerne, der var helt overgroede af efeu så gammel som højen, som den noget yngre kirke var bygget på og kiggede mod svinefarmen på den anden side af søen, kunne man se det. Hullet. (Hvis man altså havde ”øjnene”, selvfølgelig). Ænder, blishøns, svaner og en enkelt lappedykker nu og da (alle de arter af fugle, der (teoretisk) kunne ses på søen var afbilledet på et skilt, der var falmet på samme måde, som fotografierne i den for længst lukkede frisørsalon (der er ikke så mange blå fugle i Danmark)) svømmede (eller padlede) rundt om det og kiggede måske ned i det (hvem véd egentlig hvad fugle lægger mærke til) uden at falde. Historien ville vide, at hullet ikke frembragte en malstrøm eller et vandfald.

Man kunne stå der i timevis uden at se en svane kæmpe med at holde sig fri af det.

dybt inde i lyden af regn en bakterie der lugter af stjerneanis

Nej, ingen havde nogensinde set noget falde ned i hullet, i det mindste ingen fugle, men der fandtes historier (og de findes vel endnu), som fortalte om noget, der lignede et mennesker, eller mennesker, afhængig af hvem, der fortalte historien, der kom op af hullet eller forsvandt ned i hullet i søen.

sporet af en (kærligheds?-) satellit går jeg rundt om køddisken

 

”Det' en portal”, siger een.

”Det' trolddom”, siger en anden.

”Det' ikke spiseligt”, siger en blishøne og blishøner ind i sivene.