The
Tale
(The Hole in the Lake 2)
”If
you can see it, don't stare at it”. That was, and still is, the old
saying going round the village. ”If you stare at it, it's like the
”things” (and people would make, and is still making, quotation
marks in the air with the 'pointing finger' and the 'long man' –
that's the middle one – on both hands lifting them to align with
their ears) that live in the hole can sense you more clearly”, and
it always sounded like something to be avoided.
between
showers playing solitaire with half a card deck
“They'll
sense you and seek you out at night”, and you were left to yourself
imagining what “they” or “it” would do then. Maybe steal your
dreams or make your milk go bad, open and close doors and meddle with
your memories.
no
swallows but 5000 penguins reinforcing the spire
“Old
Mr. X, he who walks the streets at night crying, is said to be one of
those who can “see” (the quotation marks again) and he actually
stared. At the hole, that is. Then his wife died and his house burned
down”.
“No,
his wife left him and went to live with Hansen out on the headland”.
“Nonsense.
He was never married”.
“He
most certainly was! I was living next to them for a couple of years
in the big copper beech down by the old mill”.
“He
never lived in the copper beech!”
“He
did too!”
adjusting
the atomic clock by a light year meticulous penguins
Whatever
the “thing” or “things” in the hole in the lake (in as much
they're real, which I begin to think is a possibility) do, it – or
they - create confusion and disagreement. Not that that's something
hard to accomplish anyway ...
one
drop two drops a million and one autumn rain
“Is
it even possible to live in a copper beech? What do you do when
winter comes?”
The
coot, which has stood at a little distance, and
yet isn't at an
evolutionary stage that allows it to ask these questions for anyone
other than itself
as anything but a quiet inner wonder, waddle back down the trail to
the lake, the lake with hole.
Historien
(Hullet i søen 2)
”Hvis man kan se
det, skal man ikke stirre på det”. Det var, og er stadig, det, man
siger i landsbyen. ”Hvis man stirrer på det, er det ligesom om
”tingene” (og folk ville lave, og laver stadig, citationstegn i
luften med pegefingeren og langemanden på begge hænder, mens de
løftede dem op i luften, til de flugtede med deres ører), der bor i
hullet kan fornemme een mere tydeligt”, og det lød altid som
noget, man burde undgå.
mellem byger lægger
jeg kabaler med et halvt sæt kort
”De kan fornemme
dig og vil opsøge dig om natten”, og det var overladt til een
selv, at forestille sig, hvad ”de” eller ”det” så ville
gøre. Måske stjæle dine drømme eller gøre din mælk sur, måske
åbne og lukke døre eller blande sig i og rode med dine erindringer.
ingen svaler men
5000 pingviner forstærker spiret
”Gamle Hr. X, ham,
der går rundt på gaden om natten og græder, siges at være een af
dem, der kan ”se” (de dér citationstegn igen) og han stirrede
faktisk. På hullet, altså. Så døde hans kone og huset brændte
ned”.
”Nej, hans kone
forlod ham og flyttede sammen med Hansen ude på næsset”.
”Vrøvl. Han har
aldrig været gift”.
”Det var han så
sandelig! Jeg boede lige ved siden af dem i nogle år i den store
blodbøg ned ved den gamle mølle”.
”Han har da aldrig
boet i blodbøgen!”
”Det har han i
hvert fald!”
justerer atomuret
med et lysår omhyggelige pingviner
Uanset hvad ”tingen”
eller ”tingene” i hullet i søen (for så vidt de er virkelige,
hvilket jeg begynder at tro på muligheden af) gør, så skaber den -
eller de – forvirring og uenighed; ikke noget, der er vanskeligt at
afstedkomme under alle omstændigheder ...
en dråbe to dråber
en million og en efterårsregn
”Er det
overhovedet muligt, at bo i en blodbøg? Hvad gør man så, når det
bli'r vinter?”
Blishønen, som har
stået lidt på afstand, og som endnu ikke befinder sig på et
evolutionært stadie, der tillader den at stille disse spørgsmål
til andre end sig selv som andet end en stille indre undren, vralter
tilbage ned ad stien til søen, søen med hullet.
