Planet of the Apes / Abernes planet - tiny haibun

»Doctor, I would like to give you a farewell kiss.«

»Alright, but you're so damn ugly.«

Planet of the Apes

do the females

wear apocalypstick?

»Doktor, jeg vil gerne give Dem et farvelkys.«

»Alright, men De er så forbandet grim.«

Abernes Planet

bærer hunnerne

apokalæbestift?

:::

»There's gotta be an answer somewhere.«

»Don't look for it.«

New Year

the rain stays

the same

»Der må findes et svar et sted.«

»Led ikke efter det.«

Nytår

regnen forbli'r

den samme

:::

»Oh God, I'm home. You ruined it, you bastards!« The girl answers in ape speak.

after midnight

the fog remains

silent

»Åh gud, jeg er hjemme. I har ødelagt det, I idioter!« Pigen svarer på abesprog.

efter midnat

tågen forbliver

tavs

all the way up to 11 / hele vejen op til 11

ALL THE WAY UP TO 11

»So, let me get this straight: the reason for your limping the first two or three steps after you get up from whatever position you were sitting in is that you expect your left ankle and knee to hurt but in reality they don't.«

»Something like that. And I am practising getting old, being old, I guess, subconsciously.«

»Which explains your various experiments with how you picture a pain ridden arthritic body would carry itself, or ...?«

»Well, it's better to be prepared, I'd say. Maybe I can learn something about where I should place my furniture before I get to that broken down state.«

»Who says you'll ever get old?«

»That's true. Maybe I already am, in my mind.«

»Nah, your mind is old because you're a boring git.” K. flips a cigar stump after a magpie hitting it in the head and it explodes. »You see? Magpies are made of gunpowder.« He reaches out and grabs one of the tail feather and attaches it to his yellow top hat. Now he looks like a hollywoodian metal rocker.

»Now you look like a hollywoodian metal rocker,« I say merely reporting what I see – or what I interpret my visual input to be in a 21^st century Western cultural concept.

»Go get a new ailment,« he replies and plugs in his suddenly manifested Gibson Flying V guitar and turns up the amp that came with it. All the way to 11. «Hey, can you show me that E chord again?«

                  winter sun

                  at least I can see the difference

                  where I washed the floor

******************

HELE VEJEN OP TIL 11

»Lad mig forstå dig rigtigt: grunden til, at du halter, når du tager de første to eller tre skridt efter, at du har rejst dig fra uanset hvilken stilling du har siddet i er, at du forventer, at din ankel og dit knæ vil gøre ondt, men i virkeligheden gør de det ikke.«

»Noget i den retning. Og jeg øver mig på at blive gammel, at være gammel, tror jeg, ubevidst.«

»Hvilket kan forklare dine forskellige eksperimenter med gangarter, hvordan du forestiller dig en smertende gigtplaget krop ville bevæge sig, eller ...?«

»Mh, det er bedre at være forberedt, sku' jeg mene. Måske kan jeg lære noget om, hvor jeg skal stille mine møbler, før jeg når det dér nedbrudte stadie.«

»Hvem siger, at du bli'r gammel?«

»Det' sandt. Måske er jeg allerede gammel, i mit sind.«

»Næh, dit sind er gammelt, fordi du er en kedelig skiderik.« K. skyder en cigarstump efter en skade, rammer den i hovedet og den eksploderer. »Der ser du, skader er lavet af krudt.« Han rækker ud, griber een af halefjerene og sætter den i sin høje gule hat. Nu ligner han en hollywoodsk metalrocker.

»Nu ligner du en hollywoodsk metalrocker,« siger jeg idet jeg blot redegør for hvad jeg ser – eller hvordan jeg fortolker mit synsindtryk i en kulturel kontekst fra det 21nde århundrede.

»Gå ud og få dig en ny lidelse,« svarer han og sætter sin pludseligt fremkomne Gibson Flying V guitar til den forstærker, den kom med og skruer op til 11. »Hej, kan Du ikke lige vise mig den E akkord igen?«

              vintersol

              i det mindste kan jeg se

              hvor jeg vaskede gulvet

ah, them eyes / åh, disse øjne - haibun

My eyes took off, absconded, ran away, abandoned ship, so to speak – in as far I can be taken as, perceived as such a means of transportation, which, with any amount of good will (or bad) or elastics in terms of definitions seems rather far fetched to me, but there you have it: you can't really argue with how reality in the shape of a phenomenon, an isolated object, is perceived by anyone not yourself like the eternal question: does she perceives the colour red in the same way as me? – and went on an inquisitive journey around the suddenly manifested renaissance palace of Florentine origin - or at least inspired by the architecture of said city and ditto period - taking in every little detail but dwelling – perhaps a little too long, but what can you do? – on the more sensual and frivolous details hidden in the tapestries and carvings, in the lush park and garden scenes of the enormous paintings and frescos.

          night train

          villages burst out of the night

          and back

But I, in as much as (the) I as a data gathering and processing entity reside in my brain (on a comfy chair in the pineal gland perhaps(?)) - didn't see anything. I had to stay put in the very place I was when my eyes left me, my boomerang eyes, my scouting hungry eyes, waiting for them to return to their sockets and unload their impressions into my dried up brain.

          climpety-clomp-pff

          the train's outta sync

          with Marais' viol

When and if my hands return I'll probably jot down the most juicy scenes. Then I'll have something to remember.

...:::...:::...

Mine øjne forlod mig, stak af, skred, løb væk, overgav skibet så at sige – for så vidt jeg kan opfattes som et sådant befordringsmiddel, hvilket, med nok så megen god (eller ond) vilje eller elastisk i definitionsetiketterne synes at være temmelig langt ude, men sådan er det: man kan egentlig ikke sætte spørgsmålstegn ved hvordan virkeligheden i skikkelse af et fænomen, et isoleret objekt, opfattes af en anden, der ikke er een selv, ligesom det evige spørgsmål: opfatter hun farven rød på samme måde som jeg? - og tog på opdagelsesrejse rundt i det pludseligt manifesterede renæssancepalads af florentinsk oprindelse - -eller i det mindste syntes det inspireret af førnævnte by og ditto periode - idet de begærligt indoptog enhver detalje og dvælede – måske en smule for længe, men hva' ka man stille op? - ved de mere sensuelle og vovede detaljer gemte i gobelinerne og udskæringerne, i de overdådige have- og parkscenerier på de vældige malerier og freskoer.

          nattog

          landsbyer springer ud af natten

          og tilbage

Men jeg, for så vidt at jeg(et) som et dataindsamlings og – behandlingsvæsen er til stede i hjernen (på en magelig stol i koglekirtlen måske(?) - så ingenting. Jeg måtte forblive stående på det sted, hvor jeg var, da mine øjne forlod mig, mine boomerangøjne, mine spejdende øjne, og vente på at de vendte tilbage til deres huler og videregav synsindtrykkene til min udtørrede hjerne.

          klimpeti-klomp-pff

          toget er ude af takt

          med Marais's gambe

Når og hvis mine hænder vender tilbage vil jeg sandsynligvis kradse de mest saftige scener ned. Så vil jeg have noget at huske.

FLUTTER OM TUTSI FLOO - haibun

FLUTTER OM TUTSI FLOO

“Swing that mallet! Hit your butterfly hard! Until you get the sound hammered out of that butterfly you cannot do anything! Use your strength! Remember the mantra: flutter om tutsi foo!” and the sweating and uneasy looking boys and girls swung their mallets with disbelief shouting “flutter om tutsi foo”.

The butterflies didn't turn into a slimy pulp but sorta bounced a bit with every beating and laughed.

“Remember: the sound inside the butterfly, the sound embedded in the butterfly, the sound that essentially makes up the butterfly, the essence of it, its 'sat' is the same as the sound of the North Star and you are here to learn to get it out! If you can harness that sound, control it, you can travel by thought alone! THAT is something to achieve!” The instructor, a jinn of some sort, urged the kids to do their best. “Once it's out and you hear it, put in your little box and it's yours! Later we will learn how to use it.”

“ ... to materialise cookies outta nothing,” added a freckled boy with a running nose. “Chocolate cookies!”

“That too,” said the jinn and lighted a cigarette.

catching up a love supreme for a bargain price

I was glad I finally get to attend ”Dr. Alfred Schuster's (Magus Magnificus) Seer School and Development Centre - Institute for Prophets”.

**************************

FLUTTER OM TUTSI FLOO

”Sving hammeren! Slå jeres sommerfugl hårdt! Indtil I får lyden inde i sommerfuglen ud kan I intet gøre! Brug jeres kræfter! Husk mantraet: 'flutter om tutsi floo'!” og de svedige drenge og piger, der så usikre og nervøse ud svang deres hamre med vantro mens de skreg: 'flutter om tutsi floo'!

Sommerfuglene blev ikke til slimede klumper ved slagene men lissom hoppede en smule og lo.

”Husk: lyden inde i sommerfuglene, lyden er er indlejret i sommerfuglen, lyden der er kernen i sommerfuglen, den inderste væsen, dens 'sat' er den samme som Nordstjernens lyd, og I er her for at lære at få den ud! Hvis I kan tæmme den lyd, kontrollere den, kan I rejse alene ved tankens kraft! DET er noget, der er værd at opnå!” Instruktøren, en djinn af en slags, tilskyndede børnene til at yde deres bedste. ”Når den er ude og I kan høre den, så put den i jeres lille æske og den er jeres! Senere skal vi lære at anvende den.”

”... til at materialisere kager ud af ingenting,” tilføjede en fregnet og snotnæset dreng. ”Chokoladekager!”

”Også dét,” sagde djinnen og tændte en cigaret.

udfylder hullet a love supreme til udsalgspris

Jeg var glad for, at jeg endelig var kommet ind på ”Dr. Alfred Schusters (Magus Magnificus) Seerskole og Udviklingscenter – Institut for Profeter.”

haibun

»No, don't put your head in there!«

he said, »put it back on your neck or you'll frighten people.« Reluctantly I pulled my head out from a big bosomed Bavarian beer tank wielding woman's cleavage and adopted an air of seriousness (not without a 'yodelai-ii-oo' as farewell; she smiled, I'm sure) as we walked through the enormous and hugely populated tent just outside the doomed town; or perhaps it was post-doomed as it was really nothing but smoking rubble and was about to again become part of the mountain from whence it once rose stone by stone taken from the mountain's body. So to speak. What comes from the mountain returns to the mountain. Or something like that.

one window apart the Theotokos and Vishnu

As it is with human beings who aren't aware whether they're dead or not, the crowd – or the gathering of crowds or how it is, seeing that it's impossible to feel at home in gatherings of more than 154 people (according to Nicodemus the Elder of Mt. Rectum), spent what it had or didn't have left of time partying without celebrating anything and was uninhibitedly gulping down beer, wine and spirits no matter what their respective god(s) might have said about that and of course that made them lose whatever constraints their cortex – or cortexes - may have held of morally-socially-religiously regulations of behaviour and people were gradually regressing to a lizard state first becoming dogs, then rats and then lizards, geckos and skinks and so on hurrying out into the relentlessly sun drenched desert where they would probably perish in solitude having lost all sense of being a social being; or be eaten by snakes and jinns. What do I really know? The Lord really do move mysteriously.

outwardly unimpressed by winter vine

Having made it to the far end of the tent away from the town we went down a long flight of stairs to the omnipresent ocean surrounding the known Earth and onto a huge ship.

»There's nothing we can do about it,« he said in a neutral voice. »Now it has to run its own course. In the meantime we'll reside here on this safe ship till the fires of the land and humanity has died down.«

dusting a porcelain bear winter solstice gets closer

Now we're travelling the waters that surround the known for as long as it'll take and things take the time they take (which can be understood in two ways, but that's beyond my authority to say anything about) and occasionally feeding Leviathan or Jörmungandr or what it's called with bread crumbs and milk. Time would indeed seem long and the waiting unbearable if it wasn't for the very up-beat Activity Director on board; he is pretty good at organising games and cocktail parties, but that's another story.

here again it's nothing and a few neutrinos wind

»Nej, la' vær' med at putte dit hoved derned!«

sagde han, »sæt det tilbage på din hals, ellers skræmmer du bare folk!« Modvilligt trak jeg mit hoved tilbage fra en storbarmet bayersk ølkrussvingende kvindes kavalergang og anlagde en air af alvor (ikke uden et 'jodelæ-ii-uu' til afsked; jeg er sikker på, at hun smilede), mens vi gik gennem det gigantiske og voldsomt befolkede telt lige udenfor den fordømte by; eller måske var den post-fordømt eftersom den ikke var andet end rygende murbrokker og var på vej til igen at blive del af bjerget, hvorfra den havde rejst sig sten for sten taget fra bjergets krop. Så at sige. Hvad der kommer fra bjerget vender tilbage til bjerget. Eller noget i den dur.

adskilt af eet vindue Gudsfødersken og Vishnu

Som det er med mennesker, der ikke er klar over, om de er døde eller ej tilbragte gruppen – eller gruppen af grupper eller hvordan det nu forholder sig, idet det er umuligt at føle sig hjemme i forsamlinger på mere end 154 mennesker (iflg. Nicodemus den Ældre fra Rektumbjerget) hvad den havde eller ikke havde tilbage af tid med at fest uden at fejre noget og uhæmmet nedbælle øl, vin og spiritus uanfægtet af, hvad deres gud(er) end måtte have sagt om dette, og det fik dem i sin tur til at miste de begrænsninger, hæmninger om De vil, som deres cortex – eller cortexer – måtte have indeholdt af moralsk-sociale-religiøse reguleringer af opførsel og folk regrederede gradvist til et øglestadie idet de først blev hunde, siden rotter og endelig øgler - firben, gekkoer og skinker og så videre – der skyndte sig ud i den af solen nådeløst brændte ørken, hvor de sandsynligvis ville gå til i ensomhed uden erindring om, at de engang var sociale væsener; eller blive spist af slanger og djinner. Hvad véd jeg egentlig? Herrens veje er sandelig ...

udadtil uimponeret af vinteren efeu

Efter at have banet os vej til den fjerne ende af teltet, den der vendte bort fra byen, gik vi ned ad en lang trappe til det allestedsnærværende hav, der omgiver den kendte Jord og ombord på et gigantisk skib. »Der er intet vi kan gøre ved det,« sagde han i et neutralt toneleje. »Nu må det gå sin egen skæve gang. Imens vil vi tage ophold på dette sikre skib indtil ilden i landet og menneskeheden er døet ud.«

mens jeg støver en porcelænsbjørn af kommer vintersolhverv tættere

Nu berejser vi vandene, der omgiver det kendte og det vil tage den tid, det tager, for ting tager nu engang den tid, de tager (og det kan forstås på to måder, men det ligger udenfor min bemyndigelse at forklare dette) og indimellem fodrer vi Livjatan eller Jörmungandr eller hvad den nu kaldes med brødkrummer og mælk. Tiden ville uvægerligt føles lang og ventetiden ubærlig, hvis det ikke havde været for den noget oppe-på-dupperne Aktivitetsinstruktør om bord; han er god til at finde på lege og konkurrencer og arrangere cocktail parties, men det er en anden historie.

her igen er den ingenting og nogle få neutrinoer vinden