walking / at gå

I am walking. That's what I do. Walk. Because I can, because cannot not walk. Or not to walk is an option that is physically, mentally, philosophically, spiritually and existentially out of the question. When I think of it I haven't reflected on the fact that I'm walking. I just do. That's my being. That's my reality.

screaming or not a bat merges with a cave

I am walking following my nose and my nose follows a sometimes bright white, sometimes dark muddy path through what I assume is a marsh. Could be anything, really. At times I convince myself that I can see a little tree, at times a shadow of one or more four legged creatures stopping shortly as they sense me and my steps - all I am - but mostly I see fog. Dense fog, fog that could be a wall if it wasn't for its soft dampness and the fact that I cannot write on it. In as much I have the physical ability or a remembrance of what writing is. I vaguely seem to recognise a thought saying: If your body has learned to write, it won't forget, but as mentioned: the fog is not a wall and disappears when I touch it. As does everything. Except the path. The path stays, or goes on, whatever. So I walk on.

unnoticeable

the space between

raindrops

I put one foot in front of the other; or is it the other way round? Doesn't that depend on which foot I put out first? (Makes you wonder about feet and shoes). Out of what? Where? It's in the fog. Perhaps I came from the fog and merely travel inside it for who knows what reason and with what purpose. Or I am the fog. A tiny speck of consciousness inside a body of fog, a body that does what it does, rolls how it rolls and covers some land like all bodies take up land or place according to their size following its own instincts of which I am unaware. What kind of consciousness is that? A powerless one, but can consciousness in itself do anything? Grab anything? Fathom, yes, grab, no.

to change world move the red to where the blue was

It is what it is and perhaps I have only begun my walking, perhaps I have been walking forever, but if that is the case the Earth has stopped spinning. I haven't seen night nor anything I with certainty can call day, just a dusk-like neither day nor night. That's why it's good when the path is white, bad when the path is dark.

what's in a name

a being?

a sound?

From where does this conviction rise that it's a path I'm walking, or a path - and my nose - that leads me on? What do I already know that I don't know?

******

Jeg går. Det er dét, jeg gør. Går. Fordi jeg kan og ikke kan lade være. At lade være er en mulighed, der fysisk, mentalt, filosofisk, åndeligt og eksistentielt ikke kan være tale om. Når jeg tænker over det, har jeg ikke tænkt over det faktum, at jeg går. Det gør jeg bare. Det er min væren. Det er min virkelighed.

skrigende eller ej bli'r en flagermus eet med en hule

Jeg følger min næse, når jeg går, og min næse følger en til tider skinnende hvid til og andre tider mudret og mørk sti gennem det, jeg formoder er en marsk. Kunne være hvad som helst, egentlig. Somme tider overbeviser jeg mig selv om, at jeg kan se et lille træ, andre gange en skygge af et eller flere firbenede væsener, der stopper for øjeblik, når de sanser mig og mine skridt - alt jeg er - men mest ser jeg tåge. Tæt tåge, tåge, der kunne være en væg, hvis ikke den var så blød, så fugtig og det faktum, at jeg ikke kan skrive på den. Jeg synes svagt at kunne genkende en tanke, der siger: hvis din krop har lært at skrive, glemmer den det ikke, men som nævnt: tågen er ikke en væg og forsvinder, når jeg rører den. Som alt andet. Bortset fra stien. Stien forbliver hvor den er, eller går videre, hvad véd jeg. Så jeg går videre.

ubemærket

pladsen mellem

regndråberne

Jeg sætter én fod foran den anden; eller er det omvendt? Afhænger det ikke af, hvilken fod, jeg først satte frem? (Får én til at undres over fødder og sko). Frem for hvad? Hvor? Det er i tågen. Måske jeg kom af tågen og blot rejser inde i den for hvem véd af hvilken årsag og med hvilket formål. Eller jeg er tågen. Et lille glimt af bevidsthed inde i en krop af tåge, en krop der gør hvad den gør, ruller som den ruller og dækker noget land ligesom alle legemer optager noget land eller plads efter deres størrelse, og følger sine egne instinkter, som jeg er uvidende om. Hvilken slags bevidsthed er det? En magtesløs én, men kan bevidsthed i sig selv gøre noget? Gribe noget? Fatte, ja, gribe, nej.

for at forandre verden flyt den røde til hvor den blå var

Det er, hvad det er, og måske er jeg kun lige begyndt min vandring, måske har jeg gået altid, men hvis det er tilfældet, har Jorden stoppet sin rotation. Jeg har ikke set nat eller noget jeg med sikkerhed kan kalde dag, kun et tusmørkeagtigt hverken eller. Derfor er det godt, når stien er hvid og dårligt, når stien er mørk.

hvad er der i et navn?

en væren?

en lyd?

Hvorfra kommer denne overbevisning om, at jeg går på en sti, eller at en sti - og min næse - leder mig fremad? Hvad er det jeg allerede véd uden at vide det?