Predictable
Cocoons
”They're
like cocoons,” K. says and points to the pile of unopened
envelopes, some of them turning yellow-ish with age.
“What's in
them?”
“Haiku
journals,” I reply.
“Why
haven't you opened them, then? I mean, you like haiku, you write
haiku. Aren't you curious?”
“Nah,
I already know what's in them. The excitement kinda dwindles when you
know what kind of mariposa (I try to pronounce it in Spanish) will
come out of a specific kind of cocoon. It would be far more fun if it
was a pterodactyl or a hookah smoking dwarf that came out, but I have
given up hoping for that.”
“Maybe I can help you.” K. turns
himself into a pink unicorn and does a Fred Astaire dance. “Now I
just need to find my Ginger.”
this
way that way the indecisive wind
Forudsigelige
kokoner
”De er ligesom
kokoner,” siger K. og peger på bunken af uåbnede kuverter. Nogle
af dem er ved at blive en smule gullige af alder. ”Hvad er der i
dem?”
”Haiku
tidsskrifter,” svarer jeg.
”Hvorfor har du
ikke så ikke åbnet dem? Jeg mener, du kan godt lide haiku, du
skriver haiku. Er du ikke nysgerrig?”
”Næeh, jeg véd
allerede, hvad der er i dem. Spændingen aftager en smule, når man
ved hvilken slags mariposa (jeg forsøger at sige det på spansk),
der vil komme ud af bestemte kokoner. Det ville være langt sjovere,
hvis det var en pterodactyl eller en vandpiberygende dværg, der kom
ud, men jeg har opgivet at håbe på dét.”
”Måske kan jeg
hjælpe dig.” K. forvandler sig selv til en lyserød enhjørning og
danser en Fred Astaire dans. ”Nu skal jeg bare lige finde Ginger.”
den vej den anden
vej den ubeslutsomme vind