thread Sep 24th, 2016

dreaming of the ocean dreaming

                the creaking of bones

                in the morning

drømmer om havet der drømmer

               den dér knirken af knogler

              om morgenen

:

buying cheap trousers

fall hesitates

køber billige bukser

efteråret tøver

:

everyone has a camera it seems no one sees

alle har et kamera ser det ud til ingen ser

:

the Braille on the pillboxes

can you trust

it?

blindeskriften på pilleæskerne

kan du stole på

den?

:

the acacia turns and your still not dead

akacien falmer og du er stadig ikke død

:

that broccoli on the floor and you lift a foot

den broccoli på gulvet og du løfter en fod

:

coming

to an end

the sandal season

and a mouth

full of teeth

lakker

mod enden

sandaltiden

og en mund

fuld af tænder

:

gnashing what's left of teeth

                this city has too

                many sounds

skærer hvad der er tilbage af tænder

                    denne by har for

                    mange lyde

:

breaking pills in halves

and fall

falls

knækker piller i halve

og efteråret

falder

:

I get up at night and find the milk

jeg står op om natten og finder mælken

:

a faraway war

I begin wearing long trousers

again

en krig langt væk

jeg begynder at gå med lange bukser

igen

:

pretty

soon

full

of dead

leaves

ganske

snart

fuld

af døde

blade

:

putting away the clever books

            'rain' written

             in one movement

pakker de kloge bøger væk

            'regn' skrevet

             i én bevægelse

:

this summer too waiting

for her bones

to heal

også denne sommer venten

på at hendes knogler

skal hele

:

there's the orange lighter

use it and watch

fall take hold

der er den orange lighter

brug den og se

efteråret ta' fat

:

bought milk at the new super

with the old drunks

outside

købte mælk i det nye supermarked

med de gamle drankere

udenfor

:

it's alien

the new

quarter

det' fremmed

det nye

kvarter

:

new book of haibun

The Room / Værelset - haibun by Johannes S. H. Bjerg on Scribd

spots / pletter

That morning I discovered a new kind of spots on my forearm, on the hairless inside. Not that spots in themselves surprise or alarm me. I mused … I'm used to them. Get them all the time. Not freckles, not liver spots (I'd be thankful if they were just that, at least they're benign and peaceful) nor spots of grease or dirt, but spots that are the beginning of in various degrees annoying, horrible, unpleasant and disturbing things. Like the devil's seed or that of minor or major demons roaming among us ordinary people trying, as the good book says, to get a bite of us, to sink their teeth into our weak flesh - or how it is.

how light the idea of a mountain

I've had spots that began as yellowish tainted splotches on my left leg. They grew and grew and began emitting a stench of sulphur and rotting flesh and soon a fluid looking just like sweet mustard but reeking like eternal damnation began to fill my living room. When it reached the windows it went out into the world and ate all living things in the vicinity: birds, grasses, trees and of course all legged creatures from mites to human beings. Horrible, I say, horrible. It left a barren desert-like landscape, or Mars-like except for the reddish tone which I'm told is an invention of a PR firm, Mars really being more like slate grey, but we wouldn't like to rename it The Grey Planet, do we? But the upside - and there's an upside to most horrors in this world of duality - to this was that I now had a freer view from my windows and could spot anyone approaching half a day before they arrived, which gave me time to make coffee and sandwiches to take with me to the bunker below my house, turn off the lights etc. to signal that I wasn't home and their visit was in vain.

dry feet

I rest where hypothetical rivers

might converge

I've had spots that began as tiny red points, like the tiniest of capillaries burst one at a time, but they grew to be enormous flesh eating birds that would terrorise the village and eat all cattle, pigs, hens and what have you and thus ruin this part of the country's economy. People had no meat for years, no meat to eat, no meat to sell, no pot roast, no tandoori flavoured chicken, no lamb chops and so on; all the little things that make life worth continuing. Fortunately they self ignited after a meal and thus took themselves out of existence, but it took some 5 years before the last one went up in flames. It burst into flames above the school and some 200 children and a few very old teachers burned up, but what can you do?

no,

drawing a volcano

won't black out the sun

I've had blue-red-purple spots, plamages really, splotches, not of shame as the original old German word suggests, but of war, greed and misunderstood holiness; they were the origin of the crusades and just look at the mess they were and likewise created. Perhaps they were of shame after all. When I watch the news I get the feeling that another than me have had the same skin condition. They don't seem to stop, them crusades.

I've had blisters emitting pus for years on end giving birth to the most outrageous ideas of mankind like “trickle down economics”, eugenics, creating Heaven on Earth and that sort of nonsense merely adding to the overall unbearable condition of mankind (and woman-ditto, of course, I'm nothing if not political correct and very sensitive bordering to hysteria, I admit but my doctor's taking care of that, when it comes to neglecting the rights and liberties of the fairer gender), and trust me, I don't feel good about it. But again: what can you do?

without a word for blue

can I even see

the sky?

I'm not a hypochondriac, that's one thing I'm not, though on behalf of the world as such (though it really could go to hell for all I care - and it probably is - if it wasn't for my few but essential needs like interesting books, good music, fine tobacco and strong coffee - the latter two impossible to produce in this cold dark Northern swamp populated with lazy and farmers that are just about able to tell a carrot from a radio, a spud from a cow …) I need to be alert and on my toes to be able to warn about possible outbreaks of so far unknown plagues of any kind coming through my skin, which I begin to suspect is a medium more than anything else. At least I can do that. I should go down to the supermarket and put up a note saying that something might be coming soon. I don't know. I don't even know if anyone can read any more.

mappa mundi

somewhere in China

a piano gets tuned

The new spots are still just itching which could indicate they're mosquito bites or some sort of allergy, but neither would sound like giant hornet swarms, would they?

*****

Den morgen opdagede jeg en ny slags pletter på min arm, på den hårløse inderside. Ikke at pletter i sig selv overrasker eller forskrækker mig. Jeg er vant til dem. Får dem hele tiden. Ikke fregner eller leverpletter (jeg ville være taknemmelig, hvis de kun var det, i det mindste er de godartede og fredelige), heller ikke fedt- eller møgpletter, men pletter der er begyndelsen på i forskellige grader irriterende, ubehagelige, horrible og foruroligende ting. Som djævlens frø, eller frø af større eller mindre dæmoner, der færdes iblandt os almindelige mennesker og prøver, som den gode bog siger, at få en bid af os, at sætte tænderne i vort svage kød - eller noget i den retning.

hvor let ideen om et bjerg

Jeg har haft pletter, der begyndte som gulligt-farvede udtrædninger på mit venstre ben. De voksede og voksede og begyndte at udsende en stank af svovl og råddent kød og snart begyndte et fluidum, der lignede sød fransk sennep men stank som den evige fortabelse, at fylde min stue. Da det nåede op over vindueskarmene, flød det ud i verden og bortætsede alt levende i nærheden: fugle, græsser, træer og selvfølgelig alle dyr med ben fra mider til mennesker. Forfærdeligt, siger jeg Dem, forfærdeligt. Den efterlod et goldt ørkenagtigt landskab, eller Mars-agtigt bortset fra den røde nuance, som efter sigende er opfundet af et PR firma, da Mars i virkeligheden er nærmest skifergrå, men vi vil nødigt omdøbe den til Den Grå Planet, vil vi? Men fordelen - og der er en fordel ved de fleste afskyeligheder i denne dualitetens verden - ved dette var, at jeg nu havde et friere udsyn fra mine vinduer og kunne se enhver, der prøvede at nærme sig en halv dag før de ankom, hvilket gav mig tid til at lave kaffe og smøre nogle madder jeg kunne tage med mig til bunkeren under mit hus og slukke alt lys for at signalere, at jeg ikke var hjemme og deres besøg var forgæves.

tørre fødder

jeg hviler hvor hypotetiske floder

kunne flyde sammen

Jeg har haft pletter, der begyndte som bitte små røde punkter, som om de mindste kapillærer brast på samme tid, men de voksede til at blive gigantiske kødædende fugle, der begyndte at terrorisere landsbyen og æde alle køer, grise, får og hvad véd jeg og ruinerede således kommunens økonomi. I årevis havde folk ingen kødvarer, intet kød at spise, intet kød at sælge, ingen grydestege, ingen tandoori-krydrede kyllinger, ingen lammekoteletter og så videre; alle de små ting, der gør livet værd at fortsætte. Heldigvis selvantændte de efter et måltid og bortskaffede sig selv fra denne verden, men det varede 5 år før den sidste brændte op. Den brød i lys lue over skolen og 200 børn og en håndfuld gamle lærere brændte med, men hvad kan man stille op?

nej,

at tegne en vulkan

gør ikke solen sort

Jeg har haft blå-røde-lilla pletter, egentlige plamager, skjolder, ikke af skam, som det gamle tyske ord antyder, men af krig, grådighed og misforstået hellighed; det var oprindelsen til korstogene og se bare hvor rodede de var og hvilket rod, de medførte. Måske var det alligevel pletter af skam. Når jeg ser nyhederne, får jeg det bestemte indtryk, at en anden end jeg, også har denne hudlidelse. De ser ikke ud til at stoppe, de dér korstog.

Jeg har haft blærer og blister, der i årevis flød af pus og blev ophav til de mest afskyelige ideer mennesket har haft: ”trickle down” økonomien, racehygiejne, etablering af Himlen på Jorden og den slags tåbeligheder, der blot fører til at gøre den menneskelige tilstand endnu mere ubærlig, og tro mig, jeg har det ikke godt med det. Men igen: hvad kan man stille op?

uden et ord for blå

kan jeg så se

himlen?

Jeg er ikke hypokonder, det er noget, jeg i hvert fald ikke er, skønt på jeg på vegne af verden (som kunne gå ad helvede til - hvilket den nok også gør - hvis det ikke var for mine få men fundamentale behov for interessante bøger, god musik, fin tobak og stærk kaffe - de to sidste ikke til at fremstille i den mørke sump mod nord befolket af dovne bønder, der kun med anstrengelse kan kende forskel på en gulerod og radio, på en kartoffel og en ko …) bliver jeg nødt til at være på vagt og på tæerne for at kunne advare om udbrud af indtil videre ukendte plager af alle slags kommende ud gennem min hud, som jeg mere og mere mistænker for at være et medium mere end noget andet. Det er det mindste, jeg kan gøre. Jeg burde gå ned og hænge en seddel op i supermarkedet om, at noget snart kunne være på vej. Jeg véd ikke rigtig. Jeg véd ikke engang, om nogen overhovedet kan læse mere.

mappa mundi

et sted i Kina

stemmes et klaver

Endnu klør de nye pletter bare, hvilket kunne indikere, at de er myggestik eller udslag af en allergi, men hvis de var det, burde de ikke lyde som gigantiske sværme af gedehamse, vel?

growing rock / voksende klippe

As I lay there half asleep on the left side the pain from my hip - around the Caput Femoris, I guess, or at least from the muscles around it, what do I know, I haven't yet developed x-ray vision, it's on my to-do-list, but time time time isn't on my side, no pun intended - began solidifying into a fast growing and expanding kind of rock and spreading downwards to the bed, the floor, to the silhouette of a human being (I hope it's a woman) lying beside or in front of me or how it is, to the floor, onwards to the house and further off into the city turning everything into stone or rock or itself … I suppose I could feel it's expansion and what it swallowed because my nervous system expanded inside and with it as it grew. I could sense the warm deaths of engines as they stopped working in spite of being given the power of thousands of horses by well meaning and greedy men working for yet greedier men. They died, the machines. Things stopped. Everything that turned into my stony body stopped and … but really, I don't want to be that vast. I don't want to be one who makes everything stop and enter a fruitless sleep; in as much as rock sleeps. I just want to get out of bed and get on with the exercises that will give me x-ray vision. But the rock, the rock ...

rain rain rain

is boredom

vertical?

*****

Som jeg lå der på venstre side i en halvsøvn begyndte smerten fra den venstre hofte - omkring Caput Femoris, tror jeg, eller i hvert fald fra musklerne omkring den, hvad véd jeg, jeg har endnu ikke udviklet røntgensyn, det er noget jeg har på programmet, men tiden tiden tiden arbejder ikke for for mig - at stivne og blive en en slags voksende klippe og sprede sig nedad til sengen, gulvet, til omridset af et menneske (jeg håber det er en kvinde) i sengen ved siden af eller foran mig, eller hvordan det nu er, til gulvet, dernæst til huset og videre ud i byen og forvandle alting til sten eller klippe eller sig selv … jeg formoder, jeg kunne mærke udvidelsen og det opslugte fordi mit nervesystem udvidede sig inde i og sammen med den, mens den voksede. Jeg kunne mærke den varme død af maskiner idet de holdt op med at virke på trods af, at de var blevet givet tusinder af hestes kræfter af velmenende og grådige mænd, der arbejdede for endnu mere grådige mænd. De døde, maskinerne. Ting standsede. Alt, der forvandledes til min stenede krop, standsede, stoppede, holdt op med at virke og … men helt ærligt, jeg har ikke lyst til at være så stor. Jeg vil ikke være den, der får alting til at holde inde og gå ind i en frugtesløs søvn; for så vidt som sten sover. Jeg vil bare gerne ud af sengen og komme videre med de øvelser, der skal give mig røntgensyn. Men klippen, klippen …

regn regn regn

er kedsomhed

lodret?

walking / at gå

I am walking. That's what I do. Walk. Because I can, because cannot not walk. Or not to walk is an option that is physically, mentally, philosophically, spiritually and existentially out of the question. When I think of it I haven't reflected on the fact that I'm walking. I just do. That's my being. That's my reality.

screaming or not a bat merges with a cave

I am walking following my nose and my nose follows a sometimes bright white, sometimes dark muddy path through what I assume is a marsh. Could be anything, really. At times I convince myself that I can see a little tree, at times a shadow of one or more four legged creatures stopping shortly as they sense me and my steps - all I am - but mostly I see fog. Dense fog, fog that could be a wall if it wasn't for its soft dampness and the fact that I cannot write on it. In as much I have the physical ability or a remembrance of what writing is. I vaguely seem to recognise a thought saying: If your body has learned to write, it won't forget, but as mentioned: the fog is not a wall and disappears when I touch it. As does everything. Except the path. The path stays, or goes on, whatever. So I walk on.

unnoticeable

the space between

raindrops

I put one foot in front of the other; or is it the other way round? Doesn't that depend on which foot I put out first? (Makes you wonder about feet and shoes). Out of what? Where? It's in the fog. Perhaps I came from the fog and merely travel inside it for who knows what reason and with what purpose. Or I am the fog. A tiny speck of consciousness inside a body of fog, a body that does what it does, rolls how it rolls and covers some land like all bodies take up land or place according to their size following its own instincts of which I am unaware. What kind of consciousness is that? A powerless one, but can consciousness in itself do anything? Grab anything? Fathom, yes, grab, no.

to change world move the red to where the blue was

It is what it is and perhaps I have only begun my walking, perhaps I have been walking forever, but if that is the case the Earth has stopped spinning. I haven't seen night nor anything I with certainty can call day, just a dusk-like neither day nor night. That's why it's good when the path is white, bad when the path is dark.

what's in a name

a being?

a sound?

From where does this conviction rise that it's a path I'm walking, or a path - and my nose - that leads me on? What do I already know that I don't know?

******

Jeg går. Det er dét, jeg gør. Går. Fordi jeg kan og ikke kan lade være. At lade være er en mulighed, der fysisk, mentalt, filosofisk, åndeligt og eksistentielt ikke kan være tale om. Når jeg tænker over det, har jeg ikke tænkt over det faktum, at jeg går. Det gør jeg bare. Det er min væren. Det er min virkelighed.

skrigende eller ej bli'r en flagermus eet med en hule

Jeg følger min næse, når jeg går, og min næse følger en til tider skinnende hvid til og andre tider mudret og mørk sti gennem det, jeg formoder er en marsk. Kunne være hvad som helst, egentlig. Somme tider overbeviser jeg mig selv om, at jeg kan se et lille træ, andre gange en skygge af et eller flere firbenede væsener, der stopper for øjeblik, når de sanser mig og mine skridt - alt jeg er - men mest ser jeg tåge. Tæt tåge, tåge, der kunne være en væg, hvis ikke den var så blød, så fugtig og det faktum, at jeg ikke kan skrive på den. Jeg synes svagt at kunne genkende en tanke, der siger: hvis din krop har lært at skrive, glemmer den det ikke, men som nævnt: tågen er ikke en væg og forsvinder, når jeg rører den. Som alt andet. Bortset fra stien. Stien forbliver hvor den er, eller går videre, hvad véd jeg. Så jeg går videre.

ubemærket

pladsen mellem

regndråberne

Jeg sætter én fod foran den anden; eller er det omvendt? Afhænger det ikke af, hvilken fod, jeg først satte frem? (Får én til at undres over fødder og sko). Frem for hvad? Hvor? Det er i tågen. Måske jeg kom af tågen og blot rejser inde i den for hvem véd af hvilken årsag og med hvilket formål. Eller jeg er tågen. Et lille glimt af bevidsthed inde i en krop af tåge, en krop der gør hvad den gør, ruller som den ruller og dækker noget land ligesom alle legemer optager noget land eller plads efter deres størrelse, og følger sine egne instinkter, som jeg er uvidende om. Hvilken slags bevidsthed er det? En magtesløs én, men kan bevidsthed i sig selv gøre noget? Gribe noget? Fatte, ja, gribe, nej.

for at forandre verden flyt den røde til hvor den blå var

Det er, hvad det er, og måske er jeg kun lige begyndt min vandring, måske har jeg gået altid, men hvis det er tilfældet, har Jorden stoppet sin rotation. Jeg har ikke set nat eller noget jeg med sikkerhed kan kalde dag, kun et tusmørkeagtigt hverken eller. Derfor er det godt, når stien er hvid og dårligt, når stien er mørk.

hvad er der i et navn?

en væren?

en lyd?

Hvorfra kommer denne overbevisning om, at jeg går på en sti, eller at en sti - og min næse - leder mig fremad? Hvad er det jeg allerede véd uden at vide det?