dusk
12
tones of blue
darken
strangely
I remember
where
the swallows flew
without
the usual clicks and scratches
”A
Whole Lotta Love”
sounds
odd
lovely
lovely
lovely
lovely
(and
a cup of karma-free Buddhist tea)
dressed
in mourning lilies
I cry
for my imaginary (and failed) love
under a
red moon
dinosaurs
gather to deny
their
extinction
painless
tooth surgery
just
proves my ongoing death
in a
sealed-off room
the
chanting
of the
Lose End Sutra
a
banality: the now is just
the
most presents state of the past
tusmørke
12 toner af blåt
mørkner
mærkeligt nok
husker jeg
hvor svalerne fløj
uden de sædvanlige
klik og ridser
lyder ”A Whole
Lotta Love”
underlig
yndigt
yndigt yndigt
yndigt
(og en kop
karmafri buddhistisk te)
klædt i sørgende
liljer
græder jeg over min
indbildte (og ulykkelige) kærlighed
under en rød måne
samles dinosaurer
for at benægte
deres uddøen
smertefri
tandbehandling
beviser kun min
fremadskridende død
i et forseglet
værelse
en messen
af De Løse Enders
Sutra
en banalitet: nuet
er blot
det mest nærværende
stadie af fortiden
No comments:
Post a Comment