The Pretend Night Train / Det kunstige nattog - haibun

After a while on the night train you begin to wonder if it's going anywhere but the occasional shaking and rumble seems convincing enough for that part of your brain that's still awake; a rudimentary part but awake. Perhaps you're in a simulator and a host of low paid workers run around out there in a great hall switching on faint lights while others prepare and rearrange stage props looking like villages; gotta be extra ordinary laborious considering it's almost December and villagers in these poor parts have nothing else to overdo than the Christmas decorations on their houses. But the highly reflective glass of the train windows won't let you see anything except for a triple face that – if you're lucky – is your own. Sometimes it's Death's, sometimes your own.

if there's a solo

for guitar or cello

it's probably Boccherini

But however this thing works they – whoever 'they' are and no matter what reason 'they' have to do these things – are good at it.

My station is announced over the speakers and I feel a slow stopping of the train but as I step out onto the platform I see half of the village isn't in place. There's a giant Godzilla-like mechanical (I assume, I hopw) monster where the church was, the street behind the station leads up to Sacre Couer and a group of extras are dressing up in what seems to be German soldiers' uniforms from WWII.

“Sorry, sir, if you could just wait a minute we'll get your village sorted. We're a bit short of hands today. The seasonal flu, you know”.

I say I don't mind. “This scenery is way more interesting than what my village normally is. If you could just get rid of the war elements I'd be perfectly happy with things as they happen to have turned out due to coincidence or accident”.

“That's very kind of you, sir. I'm sure we can work something out. May I offer you something extra as a sign of gratitude for not getting angry? I can tell you, that if you had made an official complaint many of my good men – not to mention my humble self – would probably have been out of a job. And you of course know about the horrible job situation these days. Anything that could please you, sir?”

“Perhaps have Piazza del Popolo from Rome placed over there”, I point in the direction where the golf course used to be. “With decent cafés and real Italian women”.

“That sounds nice, sir. We'll see to it that it's done, with real Italian women ... or at least as real as we can make them”.

“I'll leave it your capable hands. Oh, and if it could rain only at night ...”

“Consider it done, sir”.

what's with this omniscient thing?

I lost a tooth

without knowing

---:::---

Efter en tid på nattoget begynder man at spekulere på om det overhovedet kører nogen steder hen. men den lejlighedsvise rysten og rumlen synes overbevisende nok for den del af hjernen, der stadig er vågen; en rudimentær del, men vågen. Måske er man i en simulator og en horde af lavtlønnede arbejdere løber rundt udenfor i en stor hal og tænder for svage lys, mens andre omarrangerer og forbereder kulisser, der ligner landsbyer; sikkert ekstraordinært arbejdskrævende når man tænker på, at det næsten er december og at landsbyboere i disse fattige egne ikke har andet at overgøre end juleudsmykningerne af deres huse. Men det voldsomt reflekterende glas i vinduerne forhindrer, at man kan se noget som helst bortset fra et tredobbelt ansigt, som– hvis man er heldig – er éns eget. Nogle gange er det Dødens, nogle gange éns eget.

hvis der er en solo

for guitar eller cello

er det sikkert Boccherini

Men uanset hvordan dette fungerer, er de - hvem 'de' så end er og uanset hvorfor 'de' gør det, de gør - er de gode til det.

Min station annonceres over højttalerne, og jeg kan mærke, at toget standser langsomt, men da jeg træder ud på perronen, kan jeg se, at halvdelen af landsbyen ikke er på plads. Der er et gigantisk Godzilla-agtigt, mekanisk (formoder jeg, håber jeg) uhyre, hvor kirken var, gaden bag stationen leder op til Sacre Couer og en gruppe statister er ved at klæde i hvad der ligner tyske soldateruniformer fra Anden Verdenskrig.

”Undskyld, Hr., hvis De blot kunne vente et øjeblik, skal vi nok få skik på Deres landsby. Vi er lidt underbemandede i dag. Årstidens influenza, hvis de forstår”.

Jeg siger, at det ikke betyder noget. ”Dette arrangement er meget mere interessant end min landsby sædvanligvis er. Hvis De blot kunne blive af med krigselementerne, vil jeg være ganske tilfreds med tingene, som tilfældet eller uheldet har arrangeret dem”.

”Det er meget venligt af dem, Hr. Jeg er sikker på, at vi kan finde ud af noget. Må jeg tilbyde dem noget ekstra som tak for, at de ikke blev vred? Jeg kan fortælle Dem, at hvis De havde indgivet en officiel klage, ville mange af mine mænd – inklusive min ydmyge person – nok stå uden arbejde. Og De kender nok til den forfærdelige beskæftigelsessituation for tiden. Er der noget særligt, der kunne tiltale Dem, Hr.?”

”Måske kunne Piazza del Popolo fra Rom ligge dérovre?” Jeg peger i retning af, hvor golfbanen plejede at være. ”Med ordentlige café'er og rigtige italienske kvinder”.

”Det lyder dejligt, Hr. Vi skal nok se til, at det sker. Med rigtige italienske kvinder ... eller i hvert fald så rigtige vi kan lave dem”.

”Det overlader jeg trygt til Dem. Åh, og måske kunne det så kun regne om natten?”

”Selvfølgelig, Hr.”

hvad er der med denne alvidenhed?

jeg tabte en tand

uden af vide det

The Whale / Hvalen - haibun

The Whale

”Ladies and gentlemen! Please step inside and emerge yourself in admiration of the wonders of this magnificent beast from the depth of the oceans!” The Sprechstallmeister in a tall yellow hat and purple circus-like uniform with a big bling-factor stood at the Greenland Whale's (also known as Bowhead Whale) open mouth trying with tall tales and fancy words to get us inside - for a wee payment, of course, symbolic he'd say - for a guided tour (so it said on the sign) into the mysterious being that could be older than Gutenberg's Bible - “One never knows with these well kept secrets of the deep deep oceans,” he'd say adding to the air of mysteriousness of firstly finding a seemingly dead whale from the far North in the park, secondly noticing it didn't smell at all and the usual gulls that hang out in that park weren't interested at all in the giant lump of flesh (perhaps they had gotten too used to bits of kebab and pizza and had turned to the bad eating habits of this area).

gosh there's a lot of it air that moves

“We know so much and yet so little,” he continued “of the life on God's green Earth.” Now, I have always been a sucker for the challenges of the unexpected - anything that offers a break from the daily humdrum - so of course I took his bait and lined up in the not so insignificant queue that had formed in front of the great and seemingly fresh mammal full of excitement and hopes for a life changing experience. After all, the grandeur of the whole thing, the festive clothing of the whale crew and the Sprechstallmeister or whatever he was, the happily going circus orchestra, the acrobats flying here and there, the jugglers, the clowns and what have you may have contributed to my being all worked up.

too big to keep in a bottle Western wind

So, in I went having paid my 'symbolic' fee which could have kept me with food for a week with the others who wanted a glimpse of the hitherto 'secret' whale and we got a grand tour of its mouth and the baleen plates nicely decorated with tiny lights and the odd commercial disguised as a “sponsored by ...” poster,s stickers and what have you and one by one we wormed through its narrow throat and got on to the playground slide-ish construction that was the stomach and intestines (sorta quite slippery and very fast) and was shot out of its rear end like a human cannonball; all in all quite amusing except for the fact that we were shot out in the 30 Years War at the battle by Rain an Lech (1632) where we were handed pikes, swords and what was left of helmets and ordered into battle, but that's another story. When I looked back there was no sign of the whale anywhere.

when it's gone it's still hard to touch autumn storm

--*--

Hvalen

”Mine damer og herrer! Kom indenfor og hengiv Dem selv i beundring af vidunderet, som er dette mageløse væsen fra havenes dyb!” Sprechtstallmeisteren i en gul høj hat og lilla cirkusagtig uniform med stor bling-faktor stod ved Grønlandshvalens åbne mund og prøvede med vidtløftige beretninger og smarte ord at få os til at træde indenfor - for en beskeden betaling, selvfølgelig, symbolsk, ville han nok sige - til en guidet rundvisning (sådan stod der på skiltet) inde i den mystiske skabning, der sagtens kunne være ældre end Gutenbergs Bibel - ”Man véd aldrig med disse velbevarede hemmeligheder fra de dybe dybe have,” sagde han for at forstærke det gådefulde i først at støde på denne tilsyneladende døde hval fra det høje nord i parken og dernæst opdage, at den ikke lugtede og at mågerne, der altid er der slet ikke syntes interesserede i den enorme klump kød (måske var de blevet for vant til bidder af kebab og pizza og havde pådraget sig de dårlige spisevaner så typiske for kvarteret).

øj der er meget af det luft der bevæger sig

”Vi véd så meget og dog så lidt,” fortsatte han ”om livet på Guds grønne Jord.” Nu har jeg altid været let til fals for det uventedes udfordringer - alt, der kan byde på et afbræk i den daglige trummerum - så selvfølgelig bed jeg på og stillede mig op i den ikke ubetydelige kø, der havde dannet sig foran det store og tilsyneladende friske pattedyr fuld af begejstring og håbende på en livsændrende oplevelse. Det storslåede evenement, Sprechtstallmeisterens - eller hvad han nu var - og mandskabets festlige klæder, cirkusorkestret der spillede så det var en lyst, akrobaterne der fløj her og hisset, jonglørerne, klovnene og alt det dér må trods alt have medvirket til, at jeg var fyr og flamme.

for stor til at putte i en flaske vestenvinden

Så ind gik jeg - efter at have betalt mit 'symbolske' beløb, som kunne have holdt mig med mad i en uge - med de andre, som ønskede at beskue den indtil nu 'hemmelige' hval og vi fik en fuld rundvisning i dens mund og betragtede dens barder, der så yndigt var smykket med små lys og underlige reklamer forklædt som ”sponseret af ...”, plakater og stickers og hvad ved jeg, og én efter én vred vi os gennem dens snævre hals og op på den legepladsagtige rutsjebaneagtige konstruktion, der var mavesæk og tarme (meget slimet og enormt hurtig) og blev skudt ud af den bagende som en menneskelig kanonkugle; alt i alt temmelig morsomt bortset fra, at vi blev skudt ud i 30 Års Krigen i slaget ved Rain an Lech (1632), hvor vi fik stukket spyd, sværd og hvad der var tilbage af hjelme i hænderne og beordret ud i kamp, men det er en anden historie. Da jeg så mig tilbage var der ikke skyggen af en hval.

når den er væk er den stadig svær at røre ved efterårsstormen

Time Sold Out / Tiden er udsolgt - haibun

”Time, I forgot Time, I think. It should be in there with milk, washing up liquid and popcorn!” I sit down to redo the shopping list.

“Ah, but you can't buy Time,” says K. “At least not down at the local supermarket. They've been out for a week or so, but they'll get a new shipment around Christmas.”

“Nah, that's no good. Christmas Time is weird. It's sort of viscous and slow in the beginning and then it's like a bag of flies at the end. No constancy. I'll try get some from the hardware shop. It's boring but it works.”

“Yea, you do that,” says K. with no empathy whatsoever and pulls a web of bogeys like a camouflage net over his miniature model of a WWI trench. “Now to make the mines and the gas,” he says and picks a few green maggots from his thigh and starts grinding them in the mortar mixing them with odd smelling substances from his ears. “Avanti, you horsemen of doom!” (I'm sure I hear a trumpet blowing a fanfare from somewhere.)

“You really should get a life,” I say.

“Had one, remember?”

“Touché.”

penetrating the ear-plugs the insistent hissing of Ntropy

“What about Love? Do they still have that down the super?”

--*--

”Tid, jeg tror, jeg glemte Tid. Den skulle være dér sammen med mælk, opvaskemiddel og popcorn!” Jeg sætter mig for at skrive en ny indkøbsseddel.

”Ah, men du kan ikke købe dig Tid,” siger K. ”I det mindste ikke nede i Brugsen. De har ikke haft det i en uges tid, men de får en ny sending omkring jul.”

”Øv, det duer ikke. Juletid er underlig. Den er ligesom tyktflydende og langsom i begyndelsen og så er den som en sæk fuld af fluer hen imod enden. Ingen konstans. Jeg tror, jeg prøver at finde noget i byggemarkedet. Den er kedelig, men den virker.”

”Ja, gør du det,” siger K. uden den mindste medfølelse og trækker et væv af bussemænd som et camouflagenet over sin miniaturemodel af en skyttegrav fra Første Verdenskrig. ”Så, nu skal der laves miner og gas,” siger han, tager et par grønne maddiker fra sit lår og begynder at mose dem i morteren idet han blander dem mærkeligt lugtende substanser fra sine ører. ”Avanti, I dommens ryttere!” (Jeg er sikker på jeg hører en trompet blæse en fanfare et eller andet sted fra.)

”Du sku' virkelig få dig et liv,” siger jeg.

”Jeg havde et, husker du nok.”

”Touché.”

trænger gennem ørepropperne den insisterende hvislen af Ntropi

”Hvad med Kærlighed? Har de stadig dét i Brugsen?”

Air / Luft - haibun

There's air and a lot of it. It's in a hurry to get from the North Sea to Sweden and further off. Some of it tries to crawl into a bottle lying on the street but even that ”some” is too big (and too violent) for the bottle (or the mouth of the bottle is too narrow) and it gets thrown against a wall and breaks. Most of the night will will probably be like that.

in the film version of that book the whale's huge too

Der er luft og meget af den. Den har travlt med at komme fra Nordsøen til Sverige og videre. Noget af den prøver at kravle ind i en flaske, der ligger på gaden, men selv det ”noget” er for stort (og for voldsomt) til flasken (eller flaskens munding er for snæver) og den bliver kastet mod en mur og går i stykker. Det meste af natten vil sandsynligvis være sådan.

i filmversionen af bogen er hvalen også enorm

Bones XI is out

The eleventh issue of Bones is out

http://bonesjournal.com/